

Om dette arrangement
Foredrag: Iran set fra en damecykel
I 2018 tog Nanna cyklen med til Iran og cyklede rundt i 4 uger alene - fuldkomment grøn som langturscyklist og ude af stand til at lappe en cykel, men med masser af eventyrlyst i blodet.
Med cyklen som transportmiddel ville hun teste nogle af alle de fordomme, vi får om Iran gennem medierne. Cyklen er et fantastisk transportmiddel, der kan bringe en langt fra den slagne vej og ud i alle samfundets kroge. Hun ville ud at opleve andre facetter af Iran. Og så ville hun møde iranerne på deres egen hjemmebane. Men hvordan er det overhovedet at cykle i et land, der nok mest af alt er kendt for sit islamiske regime? Præstestyret i Iran lægger en lang række restriktioner på især kvinders rettigheder og muligheder. Og faktisk er det slet ikke tilladt for kvinder at cykle. Dertil er Iran bestemt ikke nogen cykelnation. Trafiksikkerheden er lav og cykelstierne få.
Iran har meget at byde på
Men samtidig har Iran utroligt meget at byde på – lige fra Perserrigets oldtidsbyer over den islamiske guldalders smukkeste bygningsværker til moderne metropoler. Iran er kontrasternes land med både store ørkener, dybe skove og snedækkede bjergtinder, konservative landdistrikter og fancy cafémiljøer.
Irans egentlige attraktion er dog iranerne selv! Faktisk regnes Iran for verdens mest gæstfrie nation. Overalt mødte Nanna venlige, nysgerrige og gæstfrie iranere, der gjorde rejsen til noget helt særligt. … og det der med at lappe en cykel, det lærer man!
Kom og hør Nanna fortælle og fabulere om sine fantastiske oplevelser fra fire ugers cykelferie tværs gennem Iran krydret med hendes flotte fotos fra det spændende land.
Billetter
Billetter koster 25 kr. og er inkl. en tår at drikke. Billetter er gratis for studerende og unge under 25 år. OBS, der er ingen elevator til Salen.