I anledning af Auschwitz-dagen byder vi på gratis foredrag om ondskab og folkedrab af filosof Erik Bendtsen

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Hovedbiblioteket
Rosenvænget 17,1
4800 Nykøbing F
Lokale
Salen
Arrangører
Målgruppe
Abonnér på kalender

Foredrag: Ondskab i relation til politik og folkedrab

Vi markerer Auschwitz-dagen med et interessant foredrag af filosof Erik Bendtsen

I anledning af Auschwitz-dagen, som er den internationale mindedag for ofrene for Holocaust, nazisternes forbrydelser overfor det jødiske folk, op til og under den anden verdenskrig, har vi inviteret filosof ved Roskilde Universitet, Erik Bendtsen.

Hans foredrag handler om ondskab og folkedrab, og hvad der kan få mennesker til at tage del i sådanne forbrydelser, der må antages at være i dyb konflikt med moralske overvejelser.

Spørgsmålene om det ondes oprindelse, status, rolle og afværgelse hører til de mest fundamentale i tilværelsen, og besvarelsen af disse spørgsmål drejer sig således også om tilværelsens mening.

Fælles menneskelige dimensioner

Det onde har sin egen historie indlejret i mytologiske, religiøse, filosofiske, politiske og andre begreber, men det onde har også fælles menneskelige dimensioner.

Det er derfor relevant at redegøre for, hvori det onde grundlæggende består, og for, hvorfor vi til tider tolker eller forklarer det onde så forskelligt.

Det rejser samtidig spørgsmålet, hvad vor forståelse af det onde betyder for vore liv og for international politik i dag?

75 år siden i 2020

Den 27. januar 2020 er det 75 år siden, at Auschwitz blev befriet af sovjetiske soldater.

Foredraget er arrangeret i samarbejde med aldrigmere.dk.

Billetter

Det er gratis at deltage, men husk at booke en billet. Medlemmer af Biblioteksklubben har adgang til billetbookingen fredag den 13. december kl. 10.00, mens ikke-medlemmer kan booke billet fra mandag den 16. december kl. 10.00.

Vær opmærksom på, at der ikke er elevator til salen, der ligger på 1. sal.