Portræt af to bibliotekarer
Gruppebillede af Det Voxne Kammerkor

Om dette arrangement

Tid
18:30 - 20:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Afholdes på Friluftsscenen
Rosenvænget 17
4800 Nykøbing F
Arrangører
Målgruppe
Abonnér på kalender

Fællessang med Det Voxne Kammerkor

Vi gentager succesen fra maj med en fælles Alsangs-sommeraften

I samspil med Alsang støtter vi på biblioteket igen op om det nationale initiativ om at være med til at styrke medborgerskabet og glæden ved fællessang.

Den 4. maj lød startskuddet til fejringen af friheden, demokratiet og fællesskabet, som kulminerer i denne uge rundt omkring i landet.

Det Voxne Kammerkor synger med

Hos os markerer vi initiativet med et skønt fællessangsarrangement, hvor vores bibliotekarer Vibeke og Anette synger for og fortæller lidt om de enkelte sange. Denne gang er vi så heldige også at kunne byde velkommen til det lokale kor, Det Voxne Kammerkor.

I løbet af aftenen synger vi sange fra Højskolesangbogen - både nyere danske sange og ældre sange, der hylder sensommeren og forskellighed.

Fællessang og sange fremført af koret

Arrangementet bliver en vekselvirkning mellem fællessange og sange sunget af koret, som er et ambitiøst kammerkor bestående af otte voksne sangere under ledelse af korleder Lena Maaløe. Alle er de bosiddende på Lolland og Falster.

Det Voxne Kammerkor synger ved musikgudstjenester og koncerter i kirker og optræder med glæde ved arrangementer.

Vi glæder os til at skabe rammen om en hyggelig aften i musikkens tegn sammen med dig.

Billetter

Det er gratis at deltage, men husk at booke billet.

Praktisk information

Arrangementet afholdes på Friluftsscenen med indgang fra Rosenvænget. Vi følger de til den tid gældende corona restriktioner. Parkering kan foregå i Kongensgade eller på cementen.

Husk varmt tøj, en kande kaffe og eventuelt en pude til at sidde på.

Medbring også meget gerne den seneste udgave af Højskolesangbogen fra 2020, 19. udgave. Vi har et begrænset antal sangbøger, vi tager med på dagen, som du kan låne, hvis ikke du har din egen.

Ved dårligt vejr rykker vi i Salen

Ved dårligt vejr rykkes arrangementet ind i Salen på Rosenvænget (vær opmærksom på, at der ikke er elevator til salen). I så fald får du besked via sms og/eller mail på det nummer og den mailadresse, man har oplyst ved tilmelding.