Ken Folletts ”Giganternes Fald”

Anders anbefaler Ken Folletts ”Giganternes Fald”

Anders anbfaler Ken Follets "Giganternes fald"

#Fredagsanbefalingen bliver denne 1. maj leveret af vores anglofile biblioteksformidler Anders.

#Funfact Anders påstår, at han kan placere hovedparten af alle amerikanske delstater og deres hovedstæder på et kort, men han anede ikke, hvor i Danmark Guldborgsund kommune overhovedet lå, da han i sin tid søgte sit job på Guldborgsund-bibliotekerne.

Denne fredag har jeg valgt at anbefale Ken Folletts ”Giganternes Fald”, som er første bind i Folletts fantastiske Century-trilogi om den 20. århundrede.

Bogens handling løber fra 1911 til 1924 og følger fem familier i England, Rusland, Tyskland og USA gennem de enorme omvæltninger begyndelsen af det 20. århundrede bød på, fra den Første Verdenskrig over den Russiske Revolution til kampene om kvinders stemmeret.

Som altid er Ken Folletts historiske research intet mindre end mesterligt udført ned til den allermindste tænkelige detalje, og hans brug af virkelige historiske begivenheder og personer sammenblandet med hans egne fiktive hovedpersoner gør bogen til en sand fryd for den historieinteresserede læser.

Bogens hovedpersoner fra de fem familier, Williams, Fitzherbert, von Ulrich, Peshkov og Dewar spænder sig over alle samfundslag, men bliver elegant indvævet i en samlet historie, der strækker sig over kontinenter og indfanger både hverdagens almindeligheder og de verdensomstyrtende begivenheder historien udspiller sig iblandt.

Bogen, og resten af trilogien, er i mine øjne noget der bør læses og nydes af enhver, der har smag for slægtsromaner, historiske romaner eller bare er glad af Ken Folletts arbejde generelt.

De to næste bøger i serien, "Verdens Vinter" og "På Kanten af Evigheden" fortsætter de fem familiers historie gennem Anden Verdenskrig og den Kolde Krig op til årtusindskiftet og kan bestemt også anbefales, særlig hvis man i disse besynderlige tider har rigtig god tid til at give sig i kast med tre moppedrenge på 800+ sider hver.

Lyder det som noget for dig? Så kan du jo ønske "Giganternes fald" når du bestiller "Bøger to go" hos os  https://guldbib.dk/nyhe…/nye-tilbud/vi-tilbyder-nu-boeger-go

Eller læser dem på eReolen  https://ereolen.dk/search/ting/century-trilogien?