Tema / Hvis du er vild med Sally Rooney

Jeg er en af dem, der først fik øjnene op for Sally Rooneys forfatterskab, efter jeg havde set tv-serien Normale mennesker på DR. Sidenhen er jeg målrettet gået efter bøger i samme stil, for hun rammer i den grad et sweet spot mellem hjertegribende fortælling og sarkastisk humor, som jeg virkelig er faldet for. 

Bøger, der ligner

På listen herunder har jeg samlet bøger på både dansk og engelsk. Jeg har selv læst Sally Rooney på originalsproget, og det kan bestemt anbefales. Hun mestrer en helt særlig form for sproglig minimalisme, som er en fornøjelse at læse.

I godt selskab

Især vil jeg anbefale den ret nye roman Godt selskab af irske Naoise Dolan. Bogen handler om Ava, som er flyttet til Honkong for at undervise rige børn i engelsk. Her møder hun Julian, som har masser af penge og en smart lejlighed. De to har et udefineret forhold, og når Ava spørger Julian, om han kan lide hende, svarer han, at hun er godt selskab. Ikke den ultimative kærlighedserklæring, man kunne have håbet på.

 

Hvis du er til Sally Rooney, vil jeg næsten garantere, at du kan finde en bog i listen her, som du vil synes om. 

God læselyst.

 

/Emma, eReolen