Bliv inspireret til din læsning i en af vores mange bogcafeer

Bogcafé 2020

10.11.20
Få inspiration fra Guldborgsund-bibliotekernes egne bibliotekarers anbefalinger fra dette års bogcaféer!

Nåede du ikke forbi en af vores mange bogcafeer? Så fortvivl ej, du kan stadig få vores bibliotekarers allerbedste anbefalinger, som blev præsenteret på årets bogcafeer. 

Bibliotekar Lene anbefaler:

Jeg læser mange krimi-og spændingsbøger og er specielt glad for de nordiske af slagsen. Denne gang har jeg taget et par gode, ikke så omfangsrige, danske krimier med, da mange efterhånden synes, at krimierne bliver for tykke. Og så er der noget særligt over en egnskrimi. 

Om Anna Fredriksson

Jeg elsker også bøger, der er gode og underholdende – som den svenske forfatter Anna Fredriksson, hvor man ved at man kan glæde sig til fortsættelserne.

Kristina Aamand: Sammenbragt

Det altid rart med humor i bøgerne – og det har Kristina Aamands bog: Sammenbragt, som jeg har læst flere gange – og gerne ville have til gode at læse.

Bibliotekar Nicolai anbefaler:

Jeg læser og beskæftiger mig primært med dansk litteratur. Jeg elsker det skæve, det smalle, det der får mig til at tænkte over livet, det der får mig til at grine, og det der viser mig andre sider af tilværelsen. Jeg elsker den litteratur, der tør at skille sig ud og ikke være som alt det andet.

Katastrofiske fortællinger og en rejse i nattog

Til denne omgang af bogcaféer er jeg blevet fanget af et par katastrofiske fortællinger, i form af Klassen og Menneskekød, en rejse i nattog og sprog i form af "Rejse igennem natten".

Om det at blive gammel

Et par digtsamlinger om at blive gammel kvinde/mand og til sidste en samling af kortprosa, der omhandler det at være mand i midten af livet og midt i en krise.

Bibliotekar Dorte anbefaler:

Jeg læser en bred vifte af nyere dansk og udenlandsk litteratur, dog ikke så mange krimier.

Samfundskritiske beskrivelser i litteratur

Til denne bogcafé har jeg taget tre romaner med, der indeholder samfundskritiske beskrivelser; en om det arabiske forår, en om en kvindelig arbejderstrejke i slutningen af 1800-tallet og en om fremmedes indgriben i et lands infrastruktur.

Relationer mellem mennesker

De sidste tre bøger jeg har med handler alle om relationer mellem mennesker; der er en litterær sydamerikansk pageturner, en kærlighedsroman og en skarp novellesamling.

God fornøjelse!

Bibliotekar Ingrid anbefaler:

Et tema, som går igen i flere af mine bøger er skæbne, sorg og død. Det er lidt tilfældigt, at det lige blev de bøger, jeg valgte. Men budskabet i dem, fangede mig.

David Park: Under fremmed himmel

Den bog jeg gerne vil genlæse er Under fremmed himmel af David Park. Det er en smuk fortælling om sorg, far-søn forhold, erindring og tilgivelse.

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer

Den bog jeg ville læse, hvis jeg ikke allerede havde læst den er: Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen.  En roman om alderdom, kvindeliv og identitet, skrevet i et underfundigt og humoristisk sprog, som er kendetegnende for flere af forfatterens romaner.

Bibliotekar Peter-Clement anbefaler:

Jeg er som læser nok en form for humlebi, der driver omkring og læser lidt her, lidt dér altid på jagt efter en stor smuk blomst at synke om i. Jeg elsker digte. Og jeg elsker ny dansk litteratur. Og jeg elsker at støde på glemte perler i litteraturhistorien. Både fra verdenslitteraturen og fra den danske andedam.

Peter Handke: Ulykkelig og uden ønsker

Peter Handkes lille mesterværk Ulykkelig og uden ønsker, handler om Peter Handkes egen mor og giver en nærværende og vigtigt billede af et kvindeliv fra tiden omkring anden verdenskrig og frem. Og så handler den om at miste, hvordan bearbejder man den sorg? Handke skriver sig igennem sorgen, på en helt egen distanceret måde.

Fleur Jaeggy: Tugtens lykkelige år

Jeg ved ikke, hvorfor, jeg blev blæst omkuld af denne lille bog. Tugtens lykkelige år. Den handler om at gå på kostskole og om at finde sig selv i det liv, man er havnet i. Fleur Jaeggy skriver fuldkommen fremragende.

Vigdis Hjort: Lærerindens sang

En virkelig nærværende og vigtig historie om en enlig kvinde, der gerne vil gøre det gode. Men for hvis skyld, gør hun gode ting. Er det for at fremstå god eller er det for at hjælpe. Det er en tankevækkende problematik, som jeg tror, mange kender. Jeg elskede den.

Tags