en lækker kop kaffe med en kuglepen og notesblok liggende ved siden af

Bogcafé 2022

Af lshn
28.04.22
Få inspiration fra Guldborgsund-bibliotekernes egne bibliotekarers anbefalinger fra dette års bogcaféer!

Nåede du ikke forbi en af vores mange bogcafeer? Så fortvivl ej, du kan stadig få vores bibliotekarers allerbedste anbefalinger, som blev præsenteret på årets bogcafeer. 

Bibliotekar Lene anbefaler

Jeg har valgt at tage en autofiktiv roman om hekse med, hvor vi også var så heldige at have en aften på hovedbiblioteket med forfatteren til et givtigt og velbesøgt arrangement.
En historisk slægtsroman om kloge koner blev det også til.

Krimier er stadig et af mine specialer, så hovedvægten af bøgerne er – også i år – lagt på krimierne. Jeg har en speciel forkærlighed for de nordiske af slagsen.

Sidst – men ikke mindst – har jeg valgt en digtsamling af en dansk-afrikaner, der er som at læse en roman i digtform.

Bibliotekar Dorte anbefaler

Jeg vil hermed anbefale seks ret forskellige læseoplevelser, som jeg havde i 2021:

De tre af bøgerne; kinesiske Råb i støvregn, norske Davids bror og danske Et stykke af tiden foregår alle tilbage i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, hvor de hver for sig følger en ung mands udvikling og giver et fint billede af det sted og den tid, de foregår i.

De to romaner Gå til grunde og Kære Edward handler begge om et menneske i krise. Forfatterjeget i den første bog har barnløshed helt inde på livet og beskriver sine følelser stilfærdigt og poetisk men også på en meget konkret måde, mens romanen om Edward, der mister hele sin familie i en flyulykke og kæmper for at finde en mening med det hele, er en stærk og usentimental læseoplevelse.

Den sidste roman Rosenkoden er historisk fiction om 2. Verdenskrig, når det er bedst; fuld af spænding, kærlighed og drama.
God læselyst!

Bibliotekar Nicolai anbefaler

Jeg læser og beskæftiger mig primært med dansk og nordisk litteratur. Jeg elsker det skæve, det smalle, det der får mig til at tænkte over livet, det der får mig til at grine, og det der viser mig andre sider af tilværelsen. Jeg elsker den litteratur, der tør at skille sig ud og ikke være som alt det andet.

Digtere der går tur med hunden om Brabrand sø
Til denne omgang af bogcaféer har jeg valgt fem meget forskellige værker; to af dem er digtsamlinger, den ene af Bjørn Rasmussen og den anden af en af dansk digtnings helt store, nemlig Peter Laugesen, og de foregår begge omkring Brabrand ved Århus, ofte med hund i snor. Forgabt er øm, skrøbelig og sjov, mens Steder på vejen er jazzet og smuk. 

Fra autofiktion og arbejdspladsroman til en top-25 over øl 
Dernæst er der også blevet plads til et faderopgør i form af Sjuft af Rene Fredensborg. Halle Butler bidrager med en ”arbejdspladsroman” (som lader til at være en trend de her år), som efterlader læseren med et stærkt kritisk blik på vores arbejdspladskultur. Den sidste bog ligger og svæver frit mellem skøn- og faglitteratur, hvor Jonas Okholm Jensen på rablende og fantasifuld vis forsøger med en top-25 over de øl der har betydet noget i hans liv. 

Bibliotekar Peter-Clement anbefaler

Jeg er sådan en læser, der elsker det smalle, det gamle, det mærkværdige og det poetiske. Jeg pluklæser og lystlæser og pligtlæser. Korte romaner, digtsamlinger og hvad jeg ellers støder ind på vejen. Jeg elsker, når bøgerne giver mig nye måder at se på verden på.

Til årets bogcafeer har jeg haft en god blanding dansk litteratur med plus et pare afstikkere til Japan til Norge og til fortiden. 

Der er de bøger med korte tekster, man kan ha’ med sig i farten. Sebastian Nathans funklende debutdigtsamling Honey Moon, der er så krystalklar og enkel og Sternbergs morsomme og tankevækkende prosa med den ordrette titel Radikale steder, relationer og skæbner i et længst eksploderet kvarter, hvis enkelt tekster man altid lige kan tage en enkelt af.

Der er de bøger, der udvider ens verden ved at komme fra steder og tider, der er helt fremmed for en selv. Om det er Sapfo, der på tværs af årtusinder skriver kærlighedsdigte og viser, hvordan den poetiske sansning altid har været en del af mennesket, eller om det er japanske Sayaka Murata, der i sin roman Jordboerne skriver om at være kvinde og føle sig fremmed i verden, om misbrug og ensomhed, om at opleve verden som et rumvæsen.

Der er de bøger, der kommer direkte fra forfatternes egne liv. Og som tænker ærligt og åbent over livet og kunsten og det at være til. Det kunne være sådan man læste Line-Maria Långs Himmelanker om at miste og om at fastholde mindet om et menneske man holder af. Det kunne også være Karl Ove Knausgaard, når han skriver om sit møde med en af vor tids største kunstnere, kunstneren Anselm Kiefer i essay-reportage- romanen Skoven og floden.

Bøger der er med til at åbne min verden. Bøger der får mig til at blive nysgerrig på verden, på mennesket, på hvem jeg selv er.
 

Ingrid anbefaler

Mine titler fra bogcafeerne er en pose blandede bolcher. Det er romaner, der alle har rørt ved noget i mig, og som jeg synes, jeg er blevet klogere af at læse. 

Den inderste kerne er en biografisk roman om den første danske kvindelige seismograf Inge Lehman, der blev verdensberømt, før hun fik anerkendelse for sin forskning i Danmark. Først som 80 årig blev hun udnævnt til æresprofessor på Kbh.’s Universitet. Interessant at læse om højtuddannede kvinders muligheder og udfordringer i et mandsdomineret miljø i Danmark i begyndelsen af det 20. årh.

En meget vedkommende og tankevækkende roman, Biavleren fra Aleppo, der handler om syriske flygtninges vilkår på deres flugt til det land, de flygter til. Forfatteren fortæller om et ægtepars grufulde og traumatiske oplevelser og udfordringer, da de vælger at flygte fra det krigshærgede Syrien. 

I en helt anden boldgade får man en fin læseoplevelse i David Parks Det lange løb. Her møder vi fem forskellige mennesker, der alle har meldt sig til et løbekurus ”fra Sofa til 5 km” Det er en varm og humoristisk fortælling om fem forskellige mennesker der alle er forskellige steder i livet, og som har forskellige grunde til at ville begynde at løbe.
Forfatteren formår at tegne en fint og nærværende portræt af de fem mennesker og deres skæbner flettes sammen på kryds og tværs i denne lille roman.

Malin C. M. Rønning er en norsk debutant, der har skrevet romanen Skabelon. Det er en socialrealistisk roman med magiske og dystopiske elementer. Urd er en pige med særlige sanser, og hun lever i en dysfunktionel familie med sine seks søskende. Det er en mørk og en smuk lille roman.

Lydia Sandgrens Samlede værker er en moderne familiekrønike hvor omdrejningspunktet er forholdet og det tætte venskab mellem den nu 50 årige forelægger Martin Berg, hans gode ven siden ungdomsårene, kunstmaleren Gustav Becker og Martins Hustru, den gådefulde Cecilie, som har valgt at forlade Martin og deres to børn, datteren Rakel og sønnen Elis. Det er forfatterens debutroman, og hun har skrevet en lang og litterær roman om en mands krise midt i livet, hans forhold til sine medmennesker, sit job, og spørgsmålet om, hvorfor hans hustru valgte at forlade ham.