Guldborgsund-bibliotekerne lancerer sammen med tre andre biblioteker en tiltrængt platform for vidensdeling inden for makerkulturen.
Guldborgsund-bibliotekerne lancerer sammen med tre andre biblioteker en tiltrængt platform for vidensdeling inden for makerkulturen.

Biblioteket klar med platform for vidensdeling

03.06.19
Sammen med tre andre biblioteker lancerer vi en platform for vidensdeling inden for makerkulturen

Vores bibliotekar Anders har haft nok at se til de sidste mange uger. Mandag den 3. juni går projektet 23 Maker Ting i luften.

Et projekt, som Guldborgsund-bibliotekerne står bag sammen med Vordingborg Bibliotekerne, Lolland Bibliotekerne og Ballerup Bibliotek.   

23 Maker Ting er et projekt med fokus på deling af viden inden for maker-kulturen blandt biblioteksansatte. Projektet er støttet med i alt 202.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Gennem brugervenlig deling af know-how om de teknologier, som er tilgængelige ved landets biblioteker, skal hjemmesiden 23 Maker Ting styrke biblioteksansatte i deres arbejde med formidlingen omkring brugen af diverse teknologier, som er offentligt eller semi-offentligt tilgængelige for borgerne.

Platform til vidensdeling

Projektet har til formål at skabe en platform til brug for biblioteker i hele landet til at dele viden om maker aktiviteter som fx aktiviteter, der finder sted i et FabLab eller makerspaces. Det være sig fx at lære et nyt softwareprogram som Inkscape, der er et af de programmer, man bruger til at designe prototyper, der skæres på lasermaskinen, eller måske blot blive klogere på, hvorfor makerspaces på biblioteker er en god idé. En sådan platform til vidensdeling har længe været efterspurgt:

”Rundt regnet er der nogle og 30 biblioteker på landsplan, som beskæftiger med makerkultur, og alligevel har der ikke hidtil været en optimal platform til vidensdeling af erfaringer, ideer og gode tips om makerkulturen blandt biblioteker”, fortæller bibliotekar Anders Peetz-Schou Nielsen, der foruden sit virke som bibliotekar på Guldborgsund-bibliotekerne også er en del af bibliotekets FabLabteam og tovholder på projektet.

”Formålet med 23 Maker Ting er netop at understøtte samarbejdet inden for makerkulturen på tværs af landets biblioteker og institutioner, der arbejder med makerkultur og tilbyde den platform, som vi har manglet”, fortæller Anders.  

Hjemmeside frem for app

Udviklingen af projektet har været længe undervejs. Projektet blev startet op i efteråret 2017 og var i virkeligheden tænkt som en app, men da hele ideen med 23 Maker Ting er at vidensdele på tværs af biblioteker, ville det ikke være en optimal løsning for bidragsyderne.

”Vi har valgt at lægge vægt på, at bidragsyderne tilbydes en brugervenlig brugergrænseflade, når de skal skrive deres input og det er immervæk noget nemmere via en pc til en hjemmeside end at skulle skrive det på telefonen”, fortæller Anders og fortsætter:

”Da vi ved, at mange nok tilgår siden via deres mobil, når de søger viden, har vi i vores overvejelser omkring hjemmesidens design indtænkt smartphones som den primære platform til at tilgå sitet, og hjemmesiden fremstår derfor super brugervenlig for brugerne – også når de besøger sitet på mobilen”.

Lektioner og artikler

Det er designbureauet Molamil, der står bag designet af hjemmesiden 23makerting.dk, som primært består af to undersider; ”Ting” og ”Artikler”.

Derudover er der et kort over makerspaces og FabLabs, som bliver opdateret løbende.

Under menupunktet ”Ting” finder man 23 lektioner i makerkultur og de overvejelser, man som institution bør gøre sig, hvis man overvejer at åbne et makerspace, som de har på bibliotekerne i Ballerup og Vordingborg eller et FabLab, som de har på Guldborgsund-bibliotekerne.

Menupunktet ”Artikler” er tiltænkt som platform for vidensdeling og det er der, biblioteksansatte, der arbejder med makerkultur, har mulighed for at dele alle de mange guldkorn og erfaringer, de har gjort sig inden for makerkulturen.

På sitet ligger der allerede en hel del artikler, som FabLab Guldborgsunds medarbejdere har lagt ind, og derved er vidensdelingen allerede påbegyndt  - bibliotekerne har nu endelig en platform for vidensdeling inden for makerkulturen.   

Besøg sitet 23 Maker Ting