Blomsterfrø i hånd

Hent en gratis frøpose til haven

08.09.21
I september kan du udover pas og bøger også få en gratis frøpose med hjem, når du besøger Bibliotek & Borgerservice

Kig forbi et af vores biblioteker og Borgerservice og hent en gratis frøpose.  Frøposerne indeholder frø fra bi- og insektvenlige planter, og uddelingen sker som en del af kommunens indsats Vores Vilde Guldborgsund.

Haveejerne en vigtig medspiller

"Vi har som kommune rigtigt mange indsatser i gang for at give plads til biodiversitet og det vilde liv. Men haveejerne er også en vigtig medspiller i indsatsen. Der er allerede mange haveejere som er med, og det er vi utroligt glade for. Nu håber vi, at vi med frøposerne kan nå endnu flere, der får lyst til at give lidt plads til biodiversitet i haven, siger Martin Steenstrup, der er leder i TM Myndighed i Guldborgsund Kommune.

Frøene skal sås nu eller til foråret

I frøposerne er der frø til fem kvadratmeter blomstereng, og de kan sås allerede her i efteråret, eller man kan vente til foråret.

Udlevering fra 1. september

Frøposerne udleveres fra 1. september og så længe lager haves på biblioteker og borgerservice i Nykøbing, Nysted, Sakskøbing, Nørre Alslev og Stubbekøbing og Væggerløse. Du kan også hente frøposerne i Guldborgsund Zoo.

"I Bibliotek & Borgerservice er vi rigtig glade for at kunne være med til at gøre Guldborgsund endnu vildere. Vi har kontakt til rigtig mange mennesker i hele kommunen og vi håber, at der vil blive taget godt i mod, at vi deler frøposer ud. Måske kan man også blive inspireret til at låne nogle bøger om emnet samtidig", siger Sonja Christina Rasmussen, der er assisterende leder i Bibliotek & Borgerservice.

En del af national konkurrence

Indsatsen Vores Vilde Guldborgsund er en del af den nationale konkurrence Danmarks Vildeste Kommune, hvor et af vinderparametrene er at give mest plads til biodiversitet.

"Vi bliver målt på, hvor mange kvadratmeter, vi omlægger til natur med plads til det vilde liv. Derfor er det vigtigt, at vi også får registreret de private haver, som er med. Så vi håber, at alle der får en frøpose vil melde det ind til os, når de har sået, så vi kan få de nye blomsterområder med i vores fællesskab. Det gør man nemt på vores hjemmeside: guldborgsund.dk/vildt. Man kan også sagtens tilmelde sig, hvis man har gjort andre ting for at give plads til insekter og det vilde liv - at så blomster er bare en af rigtigt mange muligheder for at give plads til biodiversitet", siger Martin Steenstrup.