Selvbetjente lokalbiblioteker om lørdagen
Selvbetjente lokalbiblioteker om lørdagen
Flere lørdagsarrangementer på bibliotekerne
Flere lørdagsarrangementer på bibliotekerne

Mere selvbetjening og flere arrangementer

24.05.18
Fra 1. juni vil alle lokalbiblioteker være selvbetjente om lørdagen - det betyder flere arrangementer

Fremover byder vi på flere lørdagsarrangementer for både børn, unge og voksne. Fra 1. juni bliver bibliotekerne i Nørre Alslev, Sakskøbing og Stubbekøbing selvbetjente om lørdagen – præcis som bibliotekerne i Nysted og Væggerløse er. Betjening på Hovedbiblioteket fortsætter uændret. Beslutningen blev godkendt på KFB-udvalgets sidste møde.

Frem for betjening om lørdagen, satser vi på flere arrangementer for alle aldersgrupper fordelt på alle fem lokalbiblioteker og på Hovedbiblioteket. Vores personaleressourcer forbliver derfor på lokalbibliotekerne og bruges på arrangementer. I juni er der fx Mario Kart turnering på Væggerløse Bibliotek den 2. juni, mens finalen i Mario Kart løber af stablen lørdag den 30. juni på Hovedbiblioteket.

Lokale aktiviteter når du har tid
”Vi vil rigtig gerne udnytte vores ressourcer optimalt og til brugernes fordel. Ved at tilbyde flere aktiviteter til vores borgere, når de har tiden til at deltage, imødekommer vi bedre deres behov. Samtidig er det en mulighed for at skabe flere lokale aktiviteter på de enkelte lokalbiblioteker til de lokale borgere”, siger leder af Bibliotek & Borgerservice, Charlotte Møller.     

Aktiviteterne behøver dog ikke altid at finde sted på selve vores biblioteker. Lørdag den 9. juni kan du fx møde os til Vild med Vand – Havnens Dag på havnen i Stubbekøbing fra kl. 10 til 16. Her vil der foruden bøger om vand, konkurrencer og en badgeworkshop også vil være mulighed for at prøve kræfter med den nyeste teknologi fra FabLab Guldborgsund. FabLab-teamet medbringer nemlig smagsprøver på nogle af de teknologier, som du kan benytte i værkstedet på Hovedbiblioteket i Nykøbing. Du kan fx printe små 3D figurer på 3D printere og der er mulighed for selv at blive 3D scannet. Derudover medbringer FabLab små robotter - ozobots - der kan programmeres til at følge streger på papir.

Er du mere til animation, er der også åben workshop i animation på Hovedbiblioteket lørdag den 9. juni kl. 10 til 13.30, så der er masser af spændende aktiviteter på biblioteket at se frem til.