Arrangementsprogrammet for efteråret 2019 for unge og voksne er spækket med spændende arrangementer
Arrangementsprogrammet for efteråret 2019 for børn er spækket med spændende arrangementer
Mød krimiforfatter Katrine Engberg og hør om hendes forfatterskab, når hun gæster Hovedbiblioteket i september
Mød krimiforfatter Katrine Engberg og hør om hendes forfatterskab, når hun gæster Hovedbiblioteket i september
Forfatter Jonas T. Bengtsson kommer til Nykøbing i forbindelse med læse- og skrivekampagnen Hvem er Danmark?
Hør Jonas T. Bengtsson fortælle om sin tekst om Nykøbing og omegn. Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen

Spændende arrangementer hele efteråret

16.08.19
Programmet for efteråret 2019 er spækket med arrangementer for alle aldersgrupper

Tidligere drabschef Ove Pedersen, krimiforfatteren Katrine Engberg og det nye danske forfatterpar, radioværten Louise Tüxen og Anders Morgenthaler, som nok er mest kendt for sin satiriske tegneseriestribe i dagbladet Politiken.

Det er blot nogle af de personligheder du kan møde i løbet af efteråret, når de gæster biblioteket.

Vores nye arrangementsprogram er netop udkommet og endnu en gang er det spækket med spændende arrangementer for både børn, unge og voksne.

Se arrangementsprogrammet

Efterspurgt makkerpar

Også denne sæson har biblioteket de lidt mere skæve arrangementer på programmet. Fx kommer makkerparret Jan Elhøj og Morten Kirckhoff og holder foredrag ud fra deres tv-program Nul stjerner, hvor de rejser rundt og besøger steder, som har høstet de dårligste anmeldelser.

"Vi har fået op til flere henvendelser fra brugere, der rigtig godt kunne tænke sig, at vi fik det omrejsende makkerpar forbi til et foredrag. Det har vi selvfølgelig taget til os og booket de to morsomme gutter, der kommer til november”, fortæller assisterende leder af Bibliotek & Borgerservice Sonja Christina Rasmussen.

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der også står bag bøgerne og programserien om forladte steder, holder deres foredrag Nul stjerner på Hovedbiblioteket onsdag den 20. november. 

Foredrag om humoristisk roman

Der er også lagt op til en sjov aften, når Louise Tüxen og Anders Morgenthaler lægger vejen forbi Hovedbiblioteket den 3. oktober med deres foredrag om Helle Erobreren. En noget anderledes, skæv og yderst humoristisk roman, som udspiller sig på Nykøbing F. Sygehus, om den udlærte slagter Helle der er i jobaktivering, men tilfældigvis bliver forvekslet med den sygemeldte polske turnuslæge. 

Arrangementer til krimifolket

Er du mere til krimi – både den autentiske og den fiktive af slagsen – så byder vi på to nervepirrende arrangementer.

Onsdag den 18. september kommer krimiforfatter Katrine Engberg forbi Hovedbiblioteket og taler om sit forfatterskab og sin spritnye bog Vådeskud, der udkommer i september, og onsdag den 9. oktober får Væggerløse Bibliotek besøg af tidligere drabschef Ove Pedersen, der tidligere har efterforskede nogle af de mest bemærkelsesværdige kriminalsager.

Mandagsdokumentaren fortsætter

På Stubbekøbing Bibliotek startede vi sidste sæson initiativet Mandagsdokumentaren op. Arrangementsserien blev taget rigtig godt imod og derfor er der også spændende dokumentarer på programmet i efterårssæsonen.

Generelt er lokalbibliotekerne i henholdsvis Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing og Væggerløse ligesom de sidste par sæsoner blevet tilgodeset med arrangementer for både børn og voksne.

”Vi vil jo rigtig gerne møde vores brugere, der hvor de er og derfor forsøger vi at sprede vores arrangementer ud over hele Guldborgsund Kommune, så der er noget for alle på alle vores biblioteker”, fortæller Sonja Christina Rasmussen.  

Lokal tekst af landskendt forfatter

Helt lokalt bliver det, når forfatter Jonas T. Bengtsson allerede 4. september lægger vejen forbi Hovedbiblioteket og fortæller om sit arbejde med at skrive en lokal tekst om Nykøbing og omegn ud fra egne oplevelser og input fra byens borgere.

Arrangementet, der er gratis at deltage i, er en del af det landsdækkende projekt Hvem er Danmark?. Forfatteren besøgte byen i foråret for netop at få inspiration til sin historie og det er det, du kan høre mere om til forfatterbesøget.

Teksten bliver desuden bragt i Folketidende i løbet af efteråret.

Mød en "læsehest"

Generelt har vi på biblioteket selvfølgelig altid fokus på forfattere og litteraturen og som noget nyt i år kan du få personlig inspiration til din læsning af en af vores ”læseheste”.

”Bogcafeerne først på året er gerne et hit. I efteråret havde vi sidste år derfor også den lidt andeledes bogcafé Vin & Bøger på programmet og det har vi også i år, men som noget helt nyt har vi udvidet med arrangementet Mød en læsehest, hvor vores bibliotekarer to gange i løbet af sæsonen står parat til at guide vores lånere til de gode læseoplevelser inden for de genrer, som de hver især er specielt begejstret for”, fortæller Sonja, der ligesom bibliotekarerne er spændt på det nye tiltag.

Alle de go’e gængse

Ud over alle de spændende foredrag og besøg, er der naturligvis også plads til læseklubber, lytteklubber, litteraturtimer, debatcafeer, udstillinger, livestreamede forskerforedrag, de forskellige workshops og børneteaterforestillinger.

Du finder dem alle i vores program, som du kan hente dit helt eget eksemplar af på dit lokale bibliotek eller du kan se alle arrangementerne lige her

Køb din billet før alle andre

Er du medlem af Biblioteksklubben kan du allerede købe dine billetter til arrangementerne nu - mange med medlemsrabat. Ikke medlemmer kan først købe billetter fra mandag den 19. august kl. 10.00.

Vil du gerne være medlem af klubben, kan du læse mere om den her