Nordic Game Week på Hovedbiblioteket med Nintendo Switch og brætspil
Kom og giv den gas med brætspil, når vi markerer Nordic Game Week på Hovedbiblioteket
Kom og giv den gas med brætspil, når vi markerer Nordic Game Week på Hovedbiblioteket

Spil til du segner!

09.10.19
Vi markerer Nordic Game Week med spillekonsoller og brætspil

I uge 45 løber den internationale Nordic Game Week af stablen og det markerer vi naturligvis på biblioteket.

Hele ugen kan børn og unge give den gas på spillekonsollerne Nintendo Switch på Hovedbiblioteket i den betjente åbningstid.

Vi stiller fire Nintendo Switch til rådighed, som du er velkommen til at låne op til en time ad gangen. Du kan låne konsollen ved skranken på børnebiblioteket og det eneste det kræver, er, at du lægger et eller andet i pant - præcis som når man bruger PlayStation og pc'erne.

Vores bibliotekar og spilleguru Daniel sørger for, at der ligger sjove spil på konsollerne. Fx kan du give den gas i Mario Kart 8 Deluxe, hvor du kan køre mod vennerne på hver jeres Switch, men du kan også prøve kræfter med spil som fx Super Smash Bros Ultimate.

Brætspilsaften for unge og voksne

Er du mere til de fysiske brætspil og trænger du og vennerne til en dyst, så kig forbi til vores brætspilsaften torsdag den 7. november kl. 18.30-21.30.

Vi har brætspil til alle spilleentusiaster - både til strategikeren, kloge-Åage og til dig, der gerne kaster dig ud i de mere skøre spil.

Fx kan I prøve kræfter med spil som Seven Wonders, som er et kortspil, hvor man bygger monumenter, Ticket til ride, hvor man etablerer togruter, videnspil som Bezzerwisser eller måske brætspillet Hint, hvor der både skal mimes, tegnes og gættes.

Har du et yndlingsspil derhjemme, som bare står og samler støv, så tag det med og udfordr familien, vennerne eller kollagaerne.

Det er gratis at deltage, men husk at booke billetter - det kan du gøre lige her