Verdensmål 8
Verdensmål 8_2

Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst

20.02.23
Verdensmål 8 handler om at de, der har mindst, skal have mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen gennem anstændigt arbejde – og med ordentlige rettigheder for arbejderne.

Hvad går verdensmål 8 ud på?

Flere end 700 millioner mennesker lever stadig i ekstrem fattigdom. Verdensmål 8 handler om, at de, der har mindst, skal have mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen gennem anstændigt arbejde – og med ordentlige rettigheder for arbejderne.

Men for at skabe anstændige jobs skal der være økonomisk vækst - især i verdens fattigste lande. En tommelfingerregel er, at levestandarden i et land bliver fordoblet på 10 år, hvis væksten er på 7 procent hvert år. Det går generelt den rigtige vej: Verdensbankens data viser, at væksten i de mindst udviklede lande var over 7 procent i 2005 til 2007. Men siden har væksten generelt været faldende og svingende i takt med lavere råstofpriser. Alligevel lå væksten stadig lidt over 5 procent i 2019, før corona-pandemien brød ud. Dog er vækst ikke altid en garanti for, at verdens fattigste også får gavn af den nye velstand. Derfor hænger Verdensmål 8 tæt sammen med Verdensmål 10 om at nedbringe den globale ulighed, så den øgede velstand kommer alle samfundslag til gode.

Hvad kan du selv gøre

  • Accepter ikke at virksomheder ikke har overenskomster med deres ansatte – og støt de virksomheder der har
  • Støt de danske fagforeninger
  • Vær med til at fremme sikkerheden på din arbejdsplads - udvælg evt. en arbejdsmiljørepræsentant
  • Start en fælles snak på din arbejdsplads om, hvordan I kan fastholde medarbejdere og undgå et dårlig arbejdsmiljø
  • Tag et socialt ansvar, hvis du har en virksomhed
  • Skab arbejdspladser for ledige på kanten af arbejdsmarkedet

Verdensmål 8 i dansk kontekst

I dansk kontekst handler verdensmål 8 om at styrke beskæftigelsen ved at understøtte bæredygtige virksomheder og produkter, bæredygtig turisme, cirkulær økonomi, iværksætteri, kreativitet og innovation. Derudover handler verdensmål 8 om at beskytte arbejdstagernes rettigheder og sikre et trygt og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere. Endelig handler verdensmål 8 i dansk kontekst om at have fokus på, at flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, herunder f.eks. unge, personer med fysiske eller psykiske handicap samt borgere med svag tilknytning til arbejdsmarkedet.    

I Danmark har vi generelt økonomisk vækst og anstændige jobs. Danmark er i verdensklasse, når det kommer til at skabe gode forhold for virksomheder. Ifølge Verdensbanken var Danmark blandt et verdens bedste lande at drive virksomhed i, i perioden fra 2015 til 2020.

Men hvordan står det til med arbejdstagernes rettigheder i Danmark? Danmark ligger faktisk top to i Europa, når det gælder god løn og gode arbejdsvilkår for medarbejdere, fagfolk og ledelse. I modsætning til de fleste europæiske lande bygger det danske arbejdsmarked først og fremmest på kollektive aftaler mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer med det formål at sikre en høj grad af konsensus på arbejdsmarkedet. 

De fleste arbejdsvilkår forhandles på national- og virksomhedsplan i overensstemmelse med hver virksomheds specifikke behov. Sammen indgår arbejdsgivere og arbejdstagere gensidigt forpligtende aftaler om arbejdsmarkedsspørgsmål. Regeringen griber ind så lidt som muligt i reguleringen af løn- og arbejdsforhold. 

Hvem arbejder med at fremme verdensmål 8 i Danmark?

Danmarks mange fagforeninger er nogle af de helt store spillere, når det handler om at fremme verdensmål 8. Deres overordnede vision er nemlig at sikre god løn og arbejdsvilkår til de danske arbejdstagere.

Det er f.eks. fagforeningerne, der forhandler de overenskomster, der er gældende på landets arbejdspladser. Overenskomsterne sætter regler for arbejdstagernes lønninger, pension, arbejdstider, regler for overarbejde osv. Det er også fagforeningerne, der hjælper arbejdstagerne, hvis der er afskedigelser eller uoverensstemmelser på arbejdspladsen. Det er dog vigtigt at bemærke, at det ikke er alle institutioner, der kalder sig ”fagforening”, der også har overenskomst med arbejdsgiverne. Kun de såkaldte LO & FTF-fagforeninger kan forhandle nationale overenskomster på plads med arbejdsgiverne.

Over halvdelen af de danske arbejdstagere er medlem af en fagforening. Det antal er et af de højeste i hele verden. Faktisk er næsten 69 % af alle arbejdstagere i Danmark medlem af en fagforening. 

 

Tak til Verdens Bedste Nyheder og verdensmålene.dk for lån af indhold.