"På sit glimrende tredje album, »Midtlivsvisen«, synger Huss dybfølt og med en moden eftertænksomhed om at være lykkelig på trods. Her springer han ud som en moderne visesanger, der går i fodsporene på den hverdagsmelankolske visetradition, vi kender fra Andersen og Dissing ... Det er befriende med en voksen mand, det tør lave en eftertænksom og nøgen plade, møntet på den voksne lytter, uden at forfalde til det unge og popsmarte.Med sine sagtmodige hverdagshistorier minder Huss os om, at livet ikke er det værste, vi har"

"Huss' søgen efter det autentiske fører ham hen imod det uperfekte, hæse, stakåndede, og på de fleste af de ti numre på Midtlivsvisen synger han med en tilstræbt Povl Dissing'sk klang, mens klaveret er spillet, som Benny Andersen kunne finde på at gøre det. Det har afgjort sin skønhed, melodierne er fine, det bløde lydbillede er rart at blive svøbt i. Det passer også til hans sange, som er livsviser med små betragtninger om det nære ... Men denne stil kræver samtidig sin digter, sin Benny Andersen eller Halfdan Rasmussen, hvis sangene skal løfte sig over det almindelige. Og sangene på Midtlivsvisen mangler lidt for ofte det fornødne sproglige spræl"

"... Søren Huss har valgt, at hans voksne sange gerne må tage afsæt i visetraditionen. Det giver melodierne en ro og harmoni, hvor hans dybe røst smukt lægger sig blødt tilrette. Og det er sange, som er givende i deres modne tanker om et levet liv, og at man ikke skal ikke hænge fast i gamle vaner og glæder"

"Han fik med Saybia nationen til at fælde en uforpligtende tåre til melodisk balladerock af den umodent romantiske slags. Siden er Søren Huss blevet brutalt skubbet omkring af skæbnen og synes mærket af råkold realisme, en vis følelsesmæssig udbrændthed og en midtlivskrise i gråzonen mellem kynisme og klarsyn. Det kan lyde jammerligt deprimerende. Men Søren Huss' nye udspil er snarere forjættende og fortsætter med samme voksne sonderinger som på de forrige soloalbum. Men denne gang er udtrykket virkelig tilbagelænet. Det falder troværdigt i hak på det meste af albummet med den præcise titel "Midtlivsvisen". Værket rummer endda et af sangskriverens bedste bud på en stor sang til eftertiden. "Mig og mine tanker" er en totalt afvæbnende singer/songwriter-præstation, hvor Dissing møder Sebastian: Det er enkelt sangbart, skønt underfundigt og holdt på plads af en usædvanlig jordbunden ydmyghed"

"Huss' sange er små rum inde i ham selv, »i mit indre er et roligt lys kommet for at blive«, synger han, og den ro har han skrevet og komponeret med på en måde, der smitter af på lytteren. Det er nogle ganske små armbevægelser, der synges og spilles med på dette album, men alligevel basker teksterne med rørende små indsigter, som det er en fornøjelse at være i selskab med og gå på opdagelse i. Han sætter et fint taknemmeligt punktum med sidste nummer, 'Guldbryllup', som løfter sig over det stilfærdige album med psykedelisk alternativ rockstemning"