Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Kort om bogen

Sjov og særdeles uhøjtidelig bog om det 10-årige skilsmissebarn Albert og om "guddommelig" indgriben i hans og forældrenes liv. God til højtlæsning for børn fra 6 år og op til 12. Kan læses af børnene selv fra 9 til 12 år

Beskrivelse

Vi følger Albert Svensson en uge i hans liv. En ikke helt almindelig uge, for Albert får natligt besøg af Helligånden som siger, at han skal gøre verden til et bedre sted. Albert får samtidig et ønske, og han vælger at hans forældre kan være sammen igen. Herefter følger en uge, hvor Albert i skolen bliver udråbt til den nye Jesus, hvor hans far dukker op hos dem på højst mærkelige måder og hvor han indser, de må skilles igen!

Vurdering

En glimrende, fræk og fandenivoldsk historie med en forståelse for skilsmissebørns verden. Bogens sprog er friskt og med flittig brug af bandeord. "Albert Svensson" og "Albert Svenssons mor/far" bliver til tider brugt lige lovlig flittigt, hvor der i stedet kunne være brugt "han/hun". Rasmus Juuls illustrationer passer godt til bogens skøre univers. Det kan være en fordel for læseren at kende lidt til bibelhistorien og til det svenske sprog! Alberts mor er svensk

Andre bøger om samme emne

Tidligere i år udkom en anden god højtlæsningbog med et skilsmissebarn som hovedperson: Hanne Kvists Dyr med pels - og uden