Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Hvordan bliver man venner? Sød og humoristisk historie til 5-9-årige om det usandsynlige venskab mellem to ensomme væsner; krapylet og pigen Signe

Beskrivelse

I Fupz Aakesons nye billedbog møder vi krapylet; en slags andenrangs-trold, der - ligesom sine øvrige artsfæller - holder til under de broer, som troldene ikke vil have. Krapylet i vores fortælling bor under en gammel badebro, hvor hans ellers kedsommelige og halvklamme tilværelse pludselig forstyrres, da pigen Signe betræder hans bro. Krapylet indser snart, at han hellere vil være venner med Signe, end at æde hende, men hvordan er det lige at man bliver venner? Er det nok bare at beslutte det, eller skal der i virkeligheden mere til? Venner er altså ikke bare noget man kan aftale, siger Signe. Det skal ske af sig selv

Vurdering

Skøn, hjertevarm og lidt melankolsk fortælling, der småfilosofisk stiller skarpt på venskabets væsen. Kamila Slocinska skildrer de to ensomme væseners følelser helt formidabelt og udvider med sine ekspressive illustrationer både fortællingen og forståelsen af de to hovedpersoner - og så kan hun bare noget med øjne. Fupz Aakesons underfundige humor og kærlighed til ord skinner som vanligt igennem, og bogen er en fornøjelse at læse - og oplæse

Andre bøger om samme emne

At Fupz Aakeson og Slocinska er et rigtigt godt makkerpar fremgår også af Arme djævel, om den lille djævel Moloch, der kun kan finde ud af at være ond - lige indtil møder 8-årige Doris