Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Brynildsen

Kort om bogen

Tag med på en rejse jorden rundt gennem 13 spændende områder i verden, hvor der bor meget forskellige dyrearter. Kan læses højt for børn fra ca. 5 år, selvlæsning fra ca. 8 år

Beskrivelse

Besøg et væld af dyr, der bor på tundraen, i bjergene, i junglen, i ørkener, på sletter og i vandet. I bjergene følger vi fx havørnen, der bygger rede med udsigt, og som er en mesterlig jæger i netop sit terræn. Der fortælles om en håndfuld dyrearter i hvert kapitel, og man ser dyrene klippet ind i landskaberne i collager

Vurdering

En fin og velfortalt børnebog med flotte collager, der blander fotos af dyrene med grafiske, fotorealistiske og malede landskaber. Forfatteren er biolog, og han præsenterer informative (og nye) tekstbidder, så der er noget for de læsere, der allerede har slugt en masse naturbøger

Andre bøger om samme emne

 Børnenes dyreleksikon har flere dyr, og er opdelt efter arternes grupperinger, ikke levesteder. Der er bøger dedikeret til mange af de arter, der introduceres her i serien "Dyr - tæt på" af Steven Savage og Michael Leach