Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Kort om bogen

Mathias finder et par gamle fodboldstøvler som gør ham helt fantastisk til at spille. Men snart må han beslutte om han vil være den bedste for enhver pris. For dem der kan lide gysere og fodboldbøger fra 10 år og opefter

Beskrivelse

Mathias spiller fodbold for FC Genløse, men der er gnidninger på holdet, og de spiller ikke godt sammen. En dag finder Mathias et par slidte fodboldstøvler som han er nødt til at bruge, da hans egne er blevet væk. I de nye støvler spiller han fantastisk, men samtidig begynder han at få blackouts, hvor han gør ting han ikke kan forklare bagefter. Han får også syner, hvor han møder en dreng der hedder Søren, og efterhånden som der sker flere sære ting, beslutter Mathias sig for, at finde ud af hvem Søren er

Vurdering

"FC Genfærd" er en fodboldgyser som især vil tiltale drengene, som normalt kan lide de to genrer. Det er en god ide fra forfatterens side, at blande de to genrer som begge er meget populære, og han fuldfører sit projekt særdeles effektivt. Illustrationerne af Lars Munck er også ret fine, og understøtter handlingen godt

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke andre titler på vore hylder som blander disse to genrer så godt som i denne bog. Fodbold-delen er på højde med Kick off, og gyset er på niveau med den fantastiske Nidstangen