Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Du vågner op i en by, der er inficeret af levende døde. Kun de rette valg kan få dig ud af byen, inden natten er omme. Til unge og unge voksne fra 14 år og op, der kan lide zombie- og horrorbøger og som ønsker bøger i spilbogsgenren

Beskrivelse

Du er selv hovedpersonen i denne bog, hvor du vågner op i en lejlighed og opdager, at byen er ramt af en zombieepidemi. Militæret vil bombe byen, og hvis du skal nå ud i live, må du undersøge byens huse og områder og finde andre levende, der kan hjælpe dig. Med spilskema og regler. Bogen er 1. del i serien "Tværveje". Bogen er skrevet af danske Charlie Schneider, der er debutant

Vurdering

Det er en tiltrængt fornyelse af spilsbogsgenren, som serien "Sværd og trolddom" er den mest kendte repræsentant for. Bogen er gennemarbejdet, spændende og har nogle gode dilemmaer, som læseren skal tage stilling til. Sprogligt og plotmæssigt er bogen desværre lidt klichefyldt og triviel, men som spilbog er der ingen tvivl om, at det fungerer. Der er mange timers underholdning gemt i disse 427 sider

Andre bøger om samme emne

Der er udkommet en del "Du er selv hovedpersonen" bøger for de yngre de sidste par år, men udover serier som "Sværd og trolddom" og "Magt og magi", som har en del år på bagen, er der meget få nyere spilbogsbøger for unge. I Kenneth Bøgh Andersens Den sidste dag? skal du også træffe valg mellem liv og død - dog i en mere realistisk hverdag end denne