Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

I en verden fuld af magi og magtkampe, forsøger 15-årige Kellen at finde sin skæbne som magiker med hjælp fra en mystisk fremmed kvinde og en talende egernkat. For børn og unge i alderen 12-16 år, der kan lide en fantasyfortælling med et snert af det Vilde Westen

Beskrivelse

Første bind i serien "Spellslinger". For at gøre sig fortjent til titlen som jan'Tep magiker, skal unge novicer bestå fire prøver, der beviser at de har fundet deres indre magiske kræfter. Dette skal ske inden de fylder 16 år. Ellers må de leve som sha'Tep, en underklasse af arbejdere og tjenere. For hovedpersonen Kellen er tiden ved at rinde ud. Hans 16-års fødselsdag er nært forestående, men alt tyder på at han er ved at miste sine magiske kræfter. Da landets fyrste dør og en mystisk fremmed kvinde kommer til byen, begynder Kellens skæbne at tage en uventet drejning

Vurdering

Fortryllende fantasyroman fuld af overraskelser. Næsten hvert kapitel har en cliff-hanger, hvor spændingen gør at man bare må læse videre. Du fanges helt sikkert ind af stemningen i det særprægede ørkenunivers med en blanding af mystik og det Vilde Westen. Heldigvis stopper Kellens eventyr ikke her. På forfatterens engelske hjemmeside kan du følge med i forberedelserne til de kommende bind i serien, se: http://decastell.com

Andre bøger om samme emne

Andre fantasyromaner med et spændende univers kunne være Cirkelørkenens hemmelighed, eller serien "De tre tyste", hvor første bind hedder De tre tyste - beskytteren