Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Kort om bogen

Emilie Liljas bog handler om hendes eget liv som model og om arbejdet med det personlige brand. Henvender sig især til unge piger og yngre kvinder, der følger hende på de sociale medier

Beskrivelse

I denne bog fortæller model og influencer Emilie Lilja om sin barndom i Ballerup og Klampenborg, om gymnasietiden og udviklingen fra grim ælling til smuk svane. Hun beretter om sabbatår med skiftende jobs og om at bo og arbejde som model i New York hos et stort modelbureau. Der er afsnit om personlige overvejelser og valg i forbindelse med modelkarrieren som ender med forfatterens konklusion: At det er bedre at være stærk og glad end tynd og svimmel. Sidste halvdel af bogen handler om forfatterens koncept Liljatraining, og indeholder detaljerede træningsprogrammer samt afsnit med kostplaner, udstyr, motivation m.m. Teksten brydes op af blå bokse med pointer samt gode råd til unge med modeldrømme. Illustreret med farvefotos

Vurdering

Letlæst og i et sprog, der taler lige til læseren, giver forfatteren et nuanceret billede af arbejdet som model og influencer, samt vejen dertil. Bogens træningsprogrammer kræver en læser, der i forvejen er i rimelig form

Andre bøger om samme emne

Trænings- og kostprogrammer bygger på de samme principper, som findes i Healthy skinny bitch. Af andre personlige bøger skrevet af yngre influencere, kan nævnes Kristine Sloths Min verden og Astrid Olsens Tro på dig selv og din stil