Lektørudtalelse

Forfatter: Ingelise Blom Hansen

Kort om bogen

"Sander er blevet deporteret til Sjællands røvhul" - sådan føler Sander i hvert fald efter, at han og moren er flyttet fra København for at bo sammen med morens kæreste og hans søn. Heldigvis bliver han hurtigt venner med pigen Alba. Fra 12 til 14 år

Beskrivelse

Ny titel i serien "Læs løs. 10". Vi følger Sander på 12 år, der meget mod sin vilje skal flytte fra skole, bedste ven og fodboldhold for at bo med morens kæreste og hans søn. Forventningerne om en hund er blot et plaster på såret. Det er ikke nemt. Hurtigt bliver han ven med pigen Alba, hvis forældre har en hundekennel. Men problemerne hober sig op. Den nye papbror kan vist ikke tåle hundehår, og årgangens drengebande driller og provokerer

Vurdering

Her er en rigtig god fortælling om noget af det værste, der kan ske, når man er 12 år. Nemlig, at man skal flytte. Alle unge vil kunne identificere sig med Sanders situation. Mange vigtige og genkendelige temaer berøres, som fx hvordan får men nye venner? Hvordan er det lige pludselig at få en papbror og papfar? Kan man fungere på et nyt fodboldhold? Men også et mere filosofisk tema som hævn og straf. En spændende og vedkommende bog for dem, der er lidt læsetrætte og gerne vil have en lidt lettere og kortere bog

Andre bøger om samme emne

I en helt anden genre, men også om en papfar og -bror, en bande, der driller og hævn og straf, kan man læse Ternet Ninja. [Bind 1]