Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

Kaninen Ninja Ninus er væk. For at finde den igen, skal du gennem en labyrint af matematiske gåder. Klarer du alle opgaverne finder du Ninja Ninus. For de 7-10-årige

Beskrivelse

Kaninen Ninja Ninus er stukket af. Den har skåret et hul i væggen med sit laserblik, og ikke bare et hul ud til haven, nej, et hul ud til en anden verden - en matemagisk verden. For at finde kaninen, skal man som læser gennem en labyrint af matematiske gåder og opgaver. Man skal fx finde vej gennem en labyrint med forskellige plusstykker, kunne klokken, kende til romertal. Løser man opgaverne forkert, bliver man sendt hen til en side i bogen, som forklarer, at man har regnet forkert, og hvad man så skal gøre. "En matemagisk verden" er en del af serien "Læseklub. Blå", som er til letøvede læsere i indskolingen og mellemtrinnet. Bogen har lix 9

Vurdering

Det er en velskrevet og spændende labyrintbog, som helt sikkert vil appellere til læsere, der kan lide matematik. Det er en anderledes historie, hvor matematik er en del af historien. De forskellige opgaver og svarmuligheder er sat fint og overskueligt op. Der er mange fine illustrationer, der understøtter læseoplevelsen

Andre bøger om samme emne

Jeg har ikke kunnet finde andre matematik-labyrintbøger omkring lix 10. En lidt sværere labyrintbog er fx Farlig togtur. En anden spændende bog fra "Læseklub. Blå" er fx Madtyven