Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Gribende roman om husmandsdatteren, Marta Kristine, som ikke vil bøje sig for samtidens normer og i stedet uddanner sig til jordemoder. For læsere af romaner som foregår i 1800-tallet samt læsere af kvindeportrætter

Beskrivelse

Romanen er et kvindeportræt af husmandsdatteren, Marta Kristine, som var en meget speciel og viljestærk kvinde. Bogen foregår i starten af 1800-tallet i Norge og fortæller både generelt om livet i og omkring Oslo dengang, og samtidig fortæller den historien om Marta Kristines liv og skelsættende valg. Hun gik hele vejen fra Romsdal til Christiania, som nu hedder Oslo, for at blive jordemoder. Hjemme ventede hendes mand og deres tre børn i hele ni måneder, indtil Marta Kristine gik hele vejen hjem igen, nu som udlært jordemoder. Forfatteren blev opfordret af den norske jordemodergerning til at skrive bogen om sin tipoldemors, Marta Kristines, liv og passion for jordemodergerningen. Forfatteren har også skrevet en romanserie på 4 titler, hvoraf første bind hedder Høstkarl i himlen

Vurdering

Velskrevet og god roman som både fortæller en god historie og samtidig skildrer hvordan livet i bygderne var i den tidsperiode. Det højner kun læseoplevelsen at vide, at den er baseret på forfatterens egen tipoldemors liv

Andre bøger om samme emne

Andre gode bøger kunne være Kvinderne fra Thy af Maria Helleberg, som foregår i samme tidsperiode, eller Opbrud fra bygden af Vilhelm Moberg