Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

2. del i serien om Hawa, der drømmer om at blive politibetjent. Sammen med veninden Sana prøver hun at opklare en sag med skyderier mellem bander i deres boligkvarter. Til piger fra 9 år

Beskrivelse

Den somaliske pige Hawa har fået en god veninde, Sana fra Syrien, som drømmer om at blive pressefotograf og som laver skolebladet. De to piger oplever først et skyderi på det lokale pizzeria, og så er der skyderi i kælderen under Hawas boligblok. Sana skriver om det i skolebladet, og Hawa overvåger biblioteket og de unge mænd, som hænger ud her. De unge mænd er bandemedlemmer og opfører sig meget mistænksomt. Hawa gør et mystisk fund, og hun fortæller det til Alex fra politiet, som straks sender Hawa, Sana og bibliotekaren Barbro i skjul for banderne. Imens tager Hawas mor kampen op mod banderne og danner gruppen "Mødre mod vold" sammen med andre kvinder i kvarteret. Historien fortælles i 20 kapitler, som alle indledes med et citat fra "Detektivens handbok". Bogen er en selvstændig fortsættelse af Falafelpigerne

Vurdering

Det er en spændende historie med bandekrig og narkohandel, som kombineres med Hawas historie om familien og sammenholdet i kvarteret. Alle piger og kvinder i bogen fremstår meget stærke. Specielt Hawa, der er en selvstændig pige, som kan være rollemodel for alle piger

Andre bøger om samme emne

"Piger på sporet", hvor 1. del er Det mystiske hus, er en anden bogserie om piger, der opklarer mysterier