Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Kort om bogen

En livsstil- og kogebog, der med sine mange opskrifter er en god inspiration til alle, der interesserer sig for kroppens syre-base-balance

Beskrivelse

Efter et kort forord, der præsenterer bogens forfatter og hendes baggrund, er bogen delt op i tre hoveddele: Første del introducerer Dr. Youngs forskning i kroppens syre-base-balance og giver et overblik over syre- og basedannende fødevarer. Anden del er den mest omfattende og indeholder 185 forskellige opskrifter samt afsnit omkring forskellige former for tilberedning. Opskrifterne er samlede efter type, fx basiske juicer, smoothies, supper, toppings, desserter m.m. De fleste af opskriftsafsnittene indledes med en generel beskrivelse. Bogens tredje del handler om sund livsstil med afsnit om fx åndedrættet, meditation, spiritualitet og bevægelse. Bagerst opskriftsregister. Illustreret med farvefotos

Vurdering

Indbydende bog, der giver en fin introduktion til syre-base principperne. Hovedvægten er på opskrifterne, hvoraf en del kræver brug af blender, saftpresser eller juicer

Andre bøger om samme emne

Der findes efterhånden en del titler omhandlende kroppens syre-base-balance med lidt forskelligt fokus på opskrifter og livsstil, fx kan nævnes Alkaline living - en enkel guide til et sundt liv, En sund balance og Alkaline kuren. Den anmeldte udgivelse har sit største fokus på opskriftsdelen og kan fint supplere de andre