Foredrag: Spot on Lolland-Falster v/ Andreas Ulrich

Foto: Ingrid Riis
Mød manden bag de mange initiativer for Lolland-Falster, blandt andet Falstar t-shirten, Hesnæs Coast Walk og YouTube-kanalen 'Spot on Lolland-Falster'
Date
Tid
19:00 - 20:30
Sted
Salen, Rosenvænget 17, 1.
Adresse
Kongensgade 43 4800 Nykøbing F
Bibliotek
Hovedbibliotek

Kom med til et spændende foredrag, hvor du kan møde den lokale initiativtager Andreas Ulrich.

Hvordan bliver en tilflytter til en af de mest engagerede formidlere om Sydhavsøerne?

Han står bag Falstar T-shirten, vandrearrangementet Hesnæs Coast Walk, og han har brugt et hav af timer på stribevis af videoer om særlige steder på Lolland og Falster.

Nu har du mulighed for at møde Andreas Ulrich og høre om drivkraften bag de mange initiativer, og hvordan han har skabt den største YouTube-kanal om Sydhavsøerne, nemlig 'Spot on Lolland-Falster'.

Foredraget er fyldt med sjove anekdoter, uventede møder og skæve øjeblikke fra de mange timer rundt på øerne, hvor Andreas har filmet og fortalt fra små havne og landsbyer, forladte steder og gemte attraktioner. Kom med bag kameraet og hør, hvordan videoerne bliver til – om processen, den gode historie, og hvorfor hele verden skal kende til Onsevig, Rødby og Torkilstrup. Undervejs vises der klip og fraklip fra videoerne og små historier, der aldrig blev fortalt.

Sydhavsøerne i et nyt lys   

Andreas Ulrich giver publikum en personlig beretning om at opdage Lolland-Falster, om kærlighed til Sydhavsøerne, naturen, historien og forladte steder. En fortælling, der både inspirerer til at genopdage sin landsdel med stolthed og nye øjne og sætter Sydhavsøerne i et større perspektiv. Hvad er så særligt ved Lolland og Falster og hvad vil han have os til at se?

Om Andreas

Andreas bor i Nørre Alslev med sin kone, Kristine Vedel Adeltoft, og har virksomheden Viah. Han fik i 2025 Lolland-Falsters Initiativpris for sit arbejde med bl.a. Spot on Lolland-Falster, Falstar T-shirten samt online vandreguiden, Hiking Lolland-Falster.

Billetter

Billetter koster 25 kr. Det er gratis for unge under 25 år. Book en billet via linket her på siden eller ved fysisk fremmøde i bibliotekets betjente åbningstid. Eventuelt resterende billetter kan købes i døren med betaling via MobilePay eller kontant.

Elevator

Der er elevator til salen i Rosenvænget via den lille p-plads langs bygningen - indgang via Friluftsscenen bag om bygningen. Der er kun enkelte handicap p-pladser, øvrig parkering på p-pladsen er ikke tilladt. Vi henviser til parkering ved p-pladsen i Kongensgade eller Cementen.