Lån et mødelokale

Har du brug for et lokale, kan du leje salen på Hovedbiblioteket eller låne mødesalen på Stubbekøbing Bibliotek

Som forening eller lignende har du mulighed for at leje vores to lokaler. Det ene er salen på Hovedbiblioteket og det andet er mødesalen på Stubbekøbing Bibliotek.

Salen i Rosenvænget 17, 1. sal

Forudsætninger for gratis lån af Salen
Salen udlånes gratis til foreninger, kredse, sammenslutninger m.v. som kan godkendes i henhold til Folkeoplysningsloven samt kommunale forvaltninger og institutioner. Der er dog visse regler ved lån af salen. Du må ikke holde gudstjeneste og/eller gudsdyrkelse af nogle art. Møderne skal være offentlige, og du må ikke opkræve entré eller indsamler penge.

Forudsætninger for leje af salen mod betaling
Foreninger, kredse, sammenslutninger m.v. som ikke kan godkendes i henhold til Folkeoplysningsloven kan leje salen mod betaling. Når du lejer salen mod betaling, må du gerne afholde arrangementer, hvor der opkræves entré eller indsamles penge. Dog må du fortsat ikke holde gudstjeneste/gudsdyrkelse af nogen art og møderne skal være offentlige. Dvs. at salen ikke kan lejes til private arrangementer.

Prisen på leje af salen er 500 kr. pr. arrangement.

Vær opmærksom på, at der ikke er elevator til 1. sal, hvor salen ligger.

Du kan læse mere i folderen Regler for lån og leje af salen, Rosenvænget 17, 1.
 

Mødesalen på Stubbekøbing Bibliotek

Du kan låne mødesalen på Stubbekøbing Bibliotek til møder, arrangementer eller udstilling af kunst. Ønsker du at låne mødesalen, skal du henvende dig til personalet på Stubbekøbing Bibliotek.

Låner du salen til kunstudstillinger, kan du dog kun disponere over salens vægge, fordi salen bruges til avislæsning og møder. Biblioteket har desuden et par glasmontrer, du kan benytte i forbindelse med udstilling.

Forudsætninger for lån af mødesal på Stubbekøbing Bibliotek
Lokale institutioner, grupper og lignende kan låne salen. Det er ikke muligt at låne salen til kommercielle eller private arrangementer. Du kan kun låne mødesalen efter bibliotekets betjente åbningstid.

Når du låner lokalet, fungerer du eller en anden i foreningen som kontaktperson. Det er kontaktpersonen, der er ansvarlig for benyttelse af lokaler og dermed ansvarlig for inventar og apparaturer. Det er også kontaktpersonen, der hæfter for eventuelle skader.

  • Brug af garderobe sker på eget ansvar.
  • Rygning er ikke tilladt.
  • Lokalerne skal forlades senest kl. 23.00.
  • Entreindtægt er kun tilladt i det omfang, de indgår i dækningen af medvirkende kunstneres eller foredragsholderes honorering.

Lån af inventar
Biblioteket stiller gerne borde og stole til rådighed, men du står selv for opstilling og oprydning.
Har du brug for pc'er, projektor eller lignende, aftales det med bibliotekets personale.

Nøglen til biblioteket udleveres mod kvittering i bibliotekets åbningstid - normalt samme dag som du afholder arrangementet. Du skal aflevere nøglen tilbage den følgende åbningsdag til en af bibliotekets ansatte. Mister du nøglen, er kontaktpersonen ansvarlig for de omkostninger, som omstilling af låsesystemet forårsager. Pt. ca. 10.000 kr.

Paktisk info
Mødesalen måler 11,82 m. i længden og 7,22 m. i bredden. Højden er i dele af salen 2,42 m. og i andre dele af salen 3,75 m.
Ved stoleopstilling er der er plads til ca. 80 personer.