Foredrag: Europas ultimative sikkerhedsspørgsmål: Atomvåben v/ Lars Bangert Struwe
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Voksen: GratisUng u/25 år: Gratis
- Sted
-
Hovedbibliotek
Kongensgade 43,
4800 Nykøbing F - Salen, Rosenvænget 17, 1.
Bibliotek
HovedbibliotekAtomvåben er igen blevet et centralt spørgsmål i europæisk sikkerhedspolitik. Krigen i Ukraine, voksende stormagtsrivalisering og usikkerheden om USA’s rolle har åbnet en debat, mange troede hørte Den Kolde Krig til: hvem garanterer Europas sikkerhed?
Lars Bangert Struwe sætter den aktuelle debat ind i et historisk og strategisk perspektiv. Fra udviklingen af atomvåben under Anden Verdenskrig til afskrækkelsesstrategierne under Den Kolde Krig – og frem til nutidens diskussion om en europæisk atomparaply.
Med Frankrig, NATO og flere europæiske regeringer i gang med at genoverveje atomafskrækkelsen står Europa over for nogle af de sværeste sikkerhedspolitiske beslutninger i årtier. Diskussionen handler ikke kun om militær styrke, men om alliancer, strategi og Europas fremtidige rolle i verden.
Du får et samlet overblik over atomstrategi, historiske erfaringer og den nye politiske debat i Europa – klare forklaringer på afskrækkelse, realistiske scenarier og perspektiver på de valg Europa og Danmark kan stå overfor og få forståelse af, hvorfor atomvåben igen er blevet Europas ultimative sikkerhedsspørgsmål.
Om foredragsholder
Lars Bangert Struwe er ph.d. i historie og sikkerhedspolitisk rådgiver. Han formidler komplekse emner om geopolitik, konflikter og sikkerhed på en levende og let forståelig måde og giver publikum nye perspektiver på de udfordringer, der præger verden i dag.
Samarbejde
Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Europe Direct Sjælland og Guldborgsund-bibliotekerne.
Adgang til Salen
Der er adgang til Salen via trapper samt via elevator. Elevatoren befinder sig på bagsiden af bygningen i Rosenvænget ved Friluftsscenen, du skal gå via den lille p-plads.
Billetter
Arrangementet er gratis, men du skal booke en billet. Det kan du gøre via linket her på siden, på biblioteket i den betjente åbningstid eller ved at ringe på telefon 5473 1662. Eventuelt resterende billetter udleveres ved indgangen.