Ingrid anbefaler "Ithaka"
Om familierelationer, svigt og et gammelt mysterium
Af dmja
- Hvorfor anbefaler du netop denne bog?
Fordi det er en god roman, med en spændende handling om livet, om kærlighed og svigt, og om fascinationen af et gammelt mysterium.
Mich Vraa har skrevet en flot roman om forfatteren Alex Harper, der pludselig bliver kaldt til Øen Ithaka, hvor hans far, som han ikke har haft kontakt med i næsten 50 år, ligger for døden. - Hvilke følelser vækker bogen i dig?
Jeg blev ramt af Alex’s refleksioner over det liv, han har levet i 62 år, de svigt han har oplevet fra sin far, sine egne svigt og fravær i forhold til sin ekskone og datter. - Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?
Det er en utrolig flot og velskrevet roman med en kompleks handling, som samtidig er skrevet i et sprog, som gør den nem at læse, og man bliver opslugt af dens univers. Den er svær at lægge fra sig. - Har du læst andet af forfatteren?
Ja, hans trilogi: "Haabet", "Peters kærlighed" og "Faith", der handler om slaveriet på De danskvestindiske øer fra ca. 1700 -1917, hvor Danmark sælger øerne til USA. De kan også virkelig anbefales. - Hvem vil du anbefale bogen til?
Romanen henvender sig til et voksent publikum – både mænd og kvinder. Den handler om livets valg, det man ikke når at få gjort, og ønsket om at rette op på relationer, mens man kan.
God weekend og GOD læselyst