Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Elkjær Smedebøl

Kort om bogen

Udforsk træerne og opdag hvor utroligt meget de faktisk kan. En lækker bog man kan læse selv fra 9 år, eller gå på opdagelse i fra 6 år, sammen med en voksen

Beskrivelse

Gennemillustreret fagbog der forklarer træernes komplekse univers for børn. Hovedoverskrifterne er "Hvad er et træ?", "Blomster, frugter og frø", "Træer og andre organismer", "Træers voksesteder" og "Træer og os". Lær fx hvordan træerne hjælper hinanden, hvad de kan bruges til og hvilken rolle de spiller for os mennesker og for dyrene. Bogen favner bredt og dækker mange forskellige træer verden over. Illustrationerne er farverige collager med fotos og grafik

Vurdering

En lækker bog som på en nem måde forklarer det fantastiske og utrolige ved træer. Hvert eneste opslag er smukt sat op og meget indbydende at gå i gang med. Når man har læst bogen, bliver en tur i skoven aldrig helt det samme igen, for man får en helt anden respekt for træernes liv. Tekst og illustrationer supplerer hinanden godt. Informationerne præsenteres i fornuftige bidder med tilpas spredning og mængde til at børnelæseren har lyst til at gå på opdagelse i dem

Andre bøger om samme emne

 Kan du høre træerne snakke? behandler emnet mere teksttungt. Kender du skovens træer? går mere i dybden med seks udvalgte danske løvtræer. Vil du ud og møde træerne, så tag På træjagt i naturen med, heri er også forslag til aktiviteter