Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Anvendelse/målgruppe/niveau

Tredje bind i serien Den magiske bog, primært for piger fra 11 år. Den lidt tresser-agtige forside med et pigeansigt med læbestift og mandelformede øjne indikerer tydeligt målgruppe og indhold

Beskrivelse

Cecilie har det ikke godt efter sommerferien. Hun er svigtet af både sine to veninder og sin kæreste, Kasper. Cecilie bliver veninde med klassens nye pige, Anna - en goth-agtig pige, der lever ret alternativt med sin ældre søster i et kolonihavehus. Cecilie er interesseret i numerologi og magi, og da Anna også ved en del om magi, beslutter de at tage hævn over Kasper ved at anvende voodoo på ham. Efter at de har stukket nåle i en "Kasper-dukke", bliver Kasper meget syg. Cecilie har samtidigt problemer derhjemme, da hendes forældre er ved at blive skilt. Det er en både velskrevet og eftertænksom bog, der på en fin og let tilgængelig måde fokuserer på nogle væsentlige problemer, som mange teenagere kender. De eksistentielle problematikker er behændigt integreret i en ramme af magi og okkultisme. Her er gode person- og miljøskildringer. Alle kapitler indledes med nogle fine vignetter. Bogen er absolut anbefalelsesværdig

Sammenligning

Læsere vil også synes om Kys & Knus, 2007, og Knus & kaos, 2009, af Ingelin Angerborn. Disse bøger henvender sig til samme aldersgruppe og handler også om pigedrømme, drenge og veninde intriger

Samlet konklusion

En god bog med nogle temaer, som interesserer mange piger. Den ungdommelige sprogtone og de fine skildringer af personer og miljø vil gå rent ind hos læserne