Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Walter og Saga opdager, at skolens gamle landkort forsvinder fra klasselokalerne. De beslutter sig for at undersøge, hvad der sker. I deres jagt finder de en mystisk nøgle og bliver låst inde i et mørkt kælderrum. Spænding for børn fra 9 år

Beskrivelse

Første bog om Walter og Saga, der går i samme klasse. Da de opdager, at skolens gamle landkort forsvinder, beslutter de sig for at løse mysteriet. De får indkredset antallet af mistænkte til at omfatte den hjemløse landevejsstryger Knold, der bor på skolens loft, dansklæreren Bo og pedellen Else. Flere spørgsmål dukker op undervejs: Hvorfor er der en gammel nøgle i dansklærerens udklædningskostume? Hvorfra stammer de penge, som den hjemløse Knold har i en kuvert? Hvorfor halter pedellen Else kun om dagen? Undervejs bliver de jagtet af en person med dødningemaske og bliver låst inde i et mørkt rum. Bogen har lix 20 og farvede illustrationer. Forfatteren har skrevet en række andre børnebøger, fx Sif og Gif på ferie, og illustrator er bl.a. kendt fra serien "Ulveridderne", fx Ulveridderne - flammen i øjet

Vurdering

Sjov og spændende letlæsningsbog med farverige tegninger. Med et lix på 20 kan den selvlæses fra 9 år. Den veldrejede historie, i et genkendeligt miljø, skal nok fastholde læseren. Bogen er hurtigt læst

Andre bøger om samme emne

Kan minde om andre krimier, fx serierne "LasseMajas detektivbureau" med Skolemysteriet og "APS", fx Mission 1 - undercover på nettet