Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Fodboldholdet Trandby taber altid deres hjemmekampe, og drengene Thor og Alfred får mistanke om, at der hviler en forbandelse over det lokale stadion. De undersøger mysteriet, men hvem kan de overhovedet stole på? For 9-13-årige

Beskrivelse

Thor og Alfred er kæmpe fans af det lokale fodboldhold, Trandby, og de ser ofte holdets kampe. Drengene finder imidlertid ud af, at byens stadion er forbandet, og at det er derfor, Trandby er begyndt at tabe alle deres hjemmebanekampe. Drengene undersøger mysteriet, og undervejs støder de på mørke kræfter, slangesymboler og forbandelser. Forfatter Nanna Kühle har tidligere skrevet om fodbold og venskab i serien "Bare fodbold" samt i På mål for Amir. Hun har også skrevet andre bøger for børn og unge

Vurdering

Bogen er handlingsmættet og spændende. Sproget er nutidigt og med en del slang. Drengenes hverdag med bl.a. fodbold, Playstation og Snapchat er beskrevet meget realistisk. I starten af bogen er nogle beskrivelser af fodboldkampe, som nok mest vil tiltale foldboldfans (primært drenge). Derefter tager historien fart og bliver en spændende og hæsblæsende jagt på sandheden om det forbandede stadion. Bogen er i lækker, solid indbinding. Kapitlerne er korte, og der er meget luft imellem linjerne. Både forsiden og bagsideteksten er indbydende

Andre bøger om samme emne

Bogen minder om serierne "Clue" og "Detektivbureau Nr. 2". Læsere af "Koldt blod"-serien vil også synes om denne bog