Anette anbefaler "Naturkrea for børn året rundt"

Gå kreaamok med naturens materialer

Af dmja

  1. Hvorfor anbefaler du netop denne bog?

    Med en stor have fuld af træer og buske, stranden og Storstrømmen lige i nærheden og skoven næsten om hjørnet, er naturen en fast del af min hverdag. Jeg elsker at gå på opdagelse efter kastanjer, grene, blade og andre små skatte, som naturen byder på. Derfor blev jeg straks nysgerrig, da jeg fik bogen i hænderne. Den er spækket med inspiration til at forvandle naturens fund til kreative projekter for børn og voksne. Hvad inspirerede dig til at læse bogen?

    Den forener det kreative med det sanselige og giver gode idéer til aktiviteter i naturen. Den passer perfekt til familier, institutioner og biblioteker, som gerne vil styrke børns interesse for natur og skaberglæde.
  2. Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?

    De mange enkle og overskuelige projekter, som er tilpasset årets forskellige sæsoner. Bogen er fyldt med flotte billeder og konkrete vejledninger, der gør det nemt at komme i gang. Den inspirerer til at se muligheder i ting, man finder på en gåtur i skoven, på stranden eller i haven.
  3. Hvem vil du anbefale bogen til?

    Til børn og deres voksne, pædagoger, lærere og alle, der elsker kreative aktiviteter. Den er særlig god til dem, der gerne vil kombinere udeliv med hyggelige krea-projekter.
  4. Hvad lærte du af at læse bogen?

    Bogen mindede mig om, hvor mange kreative muligheder der gemmer sig lige uden for døren. Jeg lærte nye måder at bruge naturens materialer på og blev inspireret til at inddrage årstidernes farver, former og fund i kreative aktiviteter med børn.

Vi ønsker jer en rigtig god weekend - måske bliver det en weekend med kreative sysler