Breaking: Adrian er tilbage med tips til læsning
Børnene har talt. De har for travlt til at læse! Fra den 15. januar vender Adrian tilbage med børnenes egne tidsoptimerende læsetricks, som kan give mere tid til både at dyrke fællesskabet med vennerne og at læse brandvarme anbefalinger
Af aster
Fra 15. januar kan du møde en børnerettet kampagne med titlen ”BREAKING: Adrian løser læsekrisen!” på biblioteket, eReolen GO og YouTube. Kampagnen er en fortsættelse af sidste års kampagne ”BREAKING: Læsetvang er lort!” og har til formål at tage børnenes stemmer omkring den pressede læsekultur seriøst og lade børnenes perspektiver blive en del af samtalen.
Hvad siger børnene?
Vi har spurgt mere end 60 børn i 5. og 6. klasse om, hvad der kan gøre det nemmere og sjovere at læse mere. Børnene peger i høj grad på, at de ikke har tid til at læse, fordi de bruger meget tid på deres venner og fritidsaktiviteter, og fordi der samtidig er nogen, der har fundet på ”noget, der hedder skole” (citat fra barn i 5. klasse).
Vi ved, at det ikke er muligt at trylle mere tid frem, men nu skal vi sammen fortsætte samtalen og være nysgerrige på børnenes perspektiver – og på den måde gøre det nemmere og sjovere at give læsning plads i et travlt børneliv.
Sådan gør I:
Det er ikke nødvendigvis nemt at starte en samtale med sit barn om læsning, fordi mange børn (og voksne) forbinder læsning med pligt, tvang og skole. Med videoerne har I et fælles, humoristisk afsæt for at tale om hvordan I gerne vil læse hjemme hos jer.
Se den første af filmene her:https://dreambroker.com/channel/ph3fxixw/8y7794n7