Vibeke anbefaler "Trampemarchen"
Historiens vingesus
Af dmja
Vibeke er på banen med en anbefaling af romanen ’Trampemarchen’ af Keld Conradsen, og svarer på fem spørgsmål om bogen:
- Hvorfor anbefaler du netop dette værk?
Romanen giver et godt tidsbillede af Sønderjylland fra mellemkrigsårene og frem til 1949 og er bygget på et skelet af historisk korrekthed. Inspireret af sin egen familiehistorie fortæller forfatteren om en grænselandsfamilie i Aabenraa, der er splittet i en dansksindet og en tysksindet del. - Hvilken følelse vækker værket i dig?
Romanen er krøbet ind under huden på mig, da jeg er født og opvokset i Gråsten. Også den sønderjyske dialekt, som Keld Conradsen enkelte steder bruger i direkte tale, er min, f.eks. ”Æ ka godt haus dæ” (Jeg kan godt huske dig). - Hvad inspirerede dig til at læse bogen?
Keld Conradsen gik en klasse over mig på Gråsten Skole, så det var helt oplagt at læse hans nye roman. - Har du læst andet af samme forfatter?
Jeg har læst de fleste af Keld Conradsens romaner og kan varmt anbefale hans forfatterskab. I 2023 modtog han DR Romanprisen for romanen ’Byen og havet’. - Hvem vil du anbefale bogen til?
Jeg vil anbefale romanen til alle, der holder af historiske romaner, slægtsromaner og en smuk kærlighedshistorie.
Rigtig god weekend