Livestreamet foredrag fra Aarhus Universitet

Kan vi finde liv udenfor Jorden? v. Liv Hornekær, professor i astrokemi, og Kai Finster, professor i mikrobiologi - Hovedbiblioteket
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Voksen: Gratis
Sted
Aktivitetsrummet
Bibliotek
Hovedbibliotek
I samarbejde med
Aarhus Universitet, Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Adresse

Kongensgade 43
4800 Nykøbing F
Danmark

”Er vi alene i universet?" er et af menneskehedens mest grundlæggende og dragende spørgsmål. I dag er det ikke længere kun et filosofisk tankeeksperiment. Spørgsmålet om liv udenfor Jorden undersøger forskere aktivt i laboratorierne og med avancerede instrumenter. Men hvad er liv egentlig? Hvordan opstår det? Og hvordan kan vi genkende det på en fjern planet?

Liv, som vi kender det på Jorden, kræver flydende vand, energi og de komplekse organiske molekyler, som udgør livets byggesten. Når vi leder efter liv andre steder i universet, tager vi derfor udgangspunkt i netop disse betingelser.

Når det kommer til livets molekylære byggesten har forskningen gjort store fremskridt. Vi har nemlig fundet nogle af byggestenene på kometer, og har vist, at de kan dannes selv under de meget lave temperaturer og tryk, der findes i de interstellare støv- og molekyle-skyer, hvor nye stjerner og planeter fødes. Herfra kan de blive leveret til overfladen og atmosfæren af nydannede planeter via fx meteoritter.

Forsøg som begyndte i 1950’ernes kemi-laboratorier har desuden vist, at byggestenene måske også kan dannes i Jordens atmosfære og samles i havene – i det vi kalder "ursuppen". På den unge Jord har disse byggesten samlet sig til de første primitive celler. Måske kan det samme også ske på andre planeter?

I foredraget vil du desuden høre om Mars og planeter udenfor vores solsystem – såkaldte exoplaneter – og om de kan være hjemsted for hidtil ukendte livsformer. Nogle exoplaneter kan have livsbetingelser, der ligner dem på Jorden. Desuden rummer de isdækkede måner Europa og Enceladus, der kredser om henholdsvis Jupiter og Saturn, skjulte oceaner hvor liv måske kan trives.

Hør mere om alt dette, når astrokemiker Liv Hornekær og astrobiolog Kai Finster dykker ned i det store spørgsmål om liv i universet.

Om foredragsholderne

Liv Hornekær er professor i materialefysik ved Århus Universitet. Hun benytter eksperimentelle overfladefysik teknikker til at forske i hvordan livets molekylære byggesten – aminosyrer, nukleobaser, sukker og fedtsyrer – kan dannes i rummet i de områder hvor nye stjerner og planetsystemer opstår.  

Kai Finster er kandidat i biologi fra Aarhus Universitet. Han har en PhD-grad i mikrobiel økologi. Siden 1999 har han været ansat som lektor ved sektion for mikrobiologi, og i 2014 blev han ansat samme sted som Professor i Astrobiologi. Han har især beskæftiget sig med muligheden for at finde liv på Mars.

Billetter
Arrangementet er gratis, men du skal booke en billet. Billetsalget online lukker 2 timer før arrangementet starter. Hvis der er flere ledige billetter, udleveres de i døren.