450 skoleelever mødte forfatterne bag bøgerne
De seneste tre dage har Hovedbiblioteket været fyldt med nysgerrige skoleelever, spørgsmål og fortællinger, da årets Forfatterfokus løb af stablen.
Af lshn
Omkring 450 elever fra skoler i hele Guldborgsund Kommune har besøgt biblioteket for at møde tre af landets populære børne- og ungdomsforfattere: Jan Kjær, Mette Finderup og Kenneth Bøgh Andersen.
Eleverne fik mulighed for at komme helt tæt på menneskene bag bøgerne, høre om arbejdet med at skabe historier og stille spørgsmål til de universer og karakterer, de kender fra læsningen.
Fra tegneglæde til fantasyuniverser
Jan Kjær mødte de yngste elever og fortalte om sine populære serier 'Taynikma', 'Nomerne' og 'Skyggevogter'. Det vakte stor begejstring, da han tegnede en figur sammen med en af eleverne og viste, hvordan en tegneseriefigur bliver til.
Mette Finderup tog mellemtrinnets elever med ind i sit kreative univers og fortalte blandt andet om fantasyserien 'Aspe', hvordan idéer bliver til historier, og hvordan selv et kast med terninger kan være med til at skabe nye karakterer.
For de ældste elever satte Kenneth Bøgh Andersen fokus på fantasy, gys, nordisk mytologi og de store spørgsmål om godt og ondt. Her blev der blandt andet talt om serier som 'Djævelens lærling', 'Antboy' og 'Valhalla'.
Læseglæde i centrum
Forfatterbesøgene er en del af bibliotekets årlige satsning Forfatterfokus, der skal styrke børn og unges læselyst ved at give dem mulighed for at møde forfatterne bag bøgerne og få et indblik i arbejdet med at skabe historier og universer.
Gennem de tre dage fik eleverne et unikt indblik i både skriveprocessen, fantasien og det arbejde, der ligger bag de bøger, de møder på biblioteket og i klasseværelset.