Livestreamet foredrag fra Aarhus Universitet: Kvantecomputeren
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Voksen: Gratis
- Sted
-
Væggerløse Bibliotek
Skolebakken 14,
4873 Væggerløse
Bibliotek
Væggerløse BibliotekAtomernes og molekylernes mikroskopiske verden er beskrevet af kvantefysikken. Den kvanteverden som kvantefysikken beskriver, er meget forskellig fra fænomener i vores dagligdag: fx er atomare partikler tilsyneladende flere steder på én gang, og målinger på dem giver altid tilfældige resultater.
Kvantefysikken revolutionerede fysikken i begyndelsen af det 20. århundrede og rystede mange fysikere i deres verdensbillede, men dens forudsigelser er siden blevet afprøvet med stor præcision i alle områder af fysikkens og kemiens verden.
I foredraget vil du få en introduktion til kvantefysikken og til en række eksisterende teknologier, og til perspektiver for revolutionerende fremtidige teknologier som virker netop i kraft af atomare partiklers kvantefysiske opførsel.
Både i Danmark og internationalt er der siden 1990’erne investeret store pengebeløb i kapløbet om at udvikle og udnytte kvantecomputere som bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid. I foredraget vil du høre hvor langt man er kommet i konstruktionen af kvantecomputere, og hvad de vil kunne bruges til når de bliver fuldt funktionsdygtige.
Om foredragsholderen
Klaus Mølmer er uddannet fysiker fra Aarhus Universitet i 1987 og fik sin ph.d.-grad i 1990 efter at han blandt andet havde opholdt sig ved eliteuniversitetet Ecole Normale Superieure i Paris – et af Frankrigs prestigefulde 'grandes écoles'.
Klaus har publiceret over 330 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og har bidraget med mere end 200 populærvidenskabelige foredrag og indlæg i blade, radio og tv.
Billetter
Arrangementet er gratis, men du skal booke en billet. Billetsalget online lukker 2 timer før arrangementet starter. Hvis der er flere ledige billetter, udleveres de i døren.