Tine anbefaler "Pindsvinets elegance"
Så meget mere, end man lige ser
Af dmja
Tine anbefaler "Pindsvinets elegance" af Muriel Barbery
- Hvorfor anbefaler du netop denne bog?
Jeg fik lyst til at genlæse bogen - og da den er så god, som jeg husker, er den lige til en fredagsanbefaling. - Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?
Jeg er vild med historien, der gemmer på så meget, man ikke lige ser. Der er en dybde i romanen, som sætter tankerne i gang. Renée, som udadtil bare er en sur fransk portnerske, men som er så meget mere. Og 12-årige Paloma, der både er livsklog og meget intelligent, hvilket ingen i hendes overfladiske familie har opdaget. Begge har de hemmeligheder for omverdenen, som den kloge Kakuro opdager, så snart han flytter ind i ejendommen. - Hvem er din yndlingskarakter?
Det er Kakuro. Han er et fint menneske og det er igennem ham, venskabet mellem de tre opstår. Han både ser og hører ting, som ingen andre har opdaget. Fx om Renée, selvom hun har arbejdet næsten 30 år i ejendommen. Paloma knytter han også hurtigt et særligt bånd til og hun indvier ham i store ting om sit liv. - Har du læst andet af samme forfatter?
Ja, hendes første roman - og den er slet ikke lige så god. Men til gengæld har jeg opdaget, at Pindsvinets elegance er filmatiseret, så den skal jeg helt sikkert se. - Hvad lærte du af at læse bogen?
Jeg lærte - med Palomas ord: “At livet er masser af håbløshed, men også nogle øjeblikke, hvor skønheden ophæver tiden og alt forandres”.