Arrangementsprogrammet for efteråret 2020 er kommet
Arrangementsprogrammet for efteråret 2020 er kommet

Programmet for efteråret er klar

14.08.20
Vi er klar med endnu en spændende sæson

Det er den tid på sensommeren, hvor vi småt begynder at tænke på, hvad der skal ske i løbet af efteråret.

Mangler du inspiration til spændende foredrag, børneforestillinger, litterære arrangementer, kreative workshops eller noget helt femte, har vi på Guldborgsund-bibliotekerne som altid fingeren på pulsen og er klar med endnu en spændende sæson spækket med inspirerende, sjove, hjertevarme og lærerige oplevelser.

Masser af aktuelle forfattere

Efterårsprogrammet ligger allerede klar på hjemmesiden og i næste uge kommer det fysiske program.

Som altid er arrangementerne aktuelle og byder blandt andet på nogle af Danmarks mest spændende forfattere som fx Kristian Bang Foss, Thomas Korsgaard, Karen Fastrup, Marianne Iben Hansen og forfatteren med lokale rødder, Laura Ringo.

Se programmet

Poesiarrangement

Vi har også en helt suveræn sammensætning af digtere, som skulle have været med på årets Festival Kun for Forrykte, men som i stedet er tænkt ind i efterårsprogrammet.

Her kan du høre oplæsninger af digtere som blandt andet Peter Laugesen og Jonas Eika.

Meget mere end litteratur

Biblioteket er dog meget mere end litteratur. Det er også kreative workshops og læring for børn, unge og voksne, som kan prøve kræfter med alt fra den osmanniske kunstform marbling art til robotbyggeri og syworkshops.

Tegneserieworkshop

Derudover byder biblioteket på en helt særlig tegneserieworkshop for unge med makkerparret Tom Kristensen og Lars Kramhøft, som blandt andet står bag bogen "Portal".

Masser af oplevelser for børn

Børnene – og ikke mindst deres voksne – kan desuden glæde sig til et hav af sjove og inddragende børneforestillinger, højtlæsninger og filmarrangementer.

Bestil billet nu

Du kan allerede nu bestille billet til alle voksenarrangementerne og enkelte børnearrangementer.

Vær opmærksom på, at der grundet Corona er billetter på alle bibliotekets arrangementer.

 Se oversigten over arrangementer