ROSKILDEEEE - er I der?
Af: Peter Elmelund
Anna Ullman: De sidste drømmere – Roskilde Festival i et halvt århundrede. Gad, 2020
ROSKILDEEEE – er I der???
Råbet har gjaldet mange gange fra scenen ud over et menneskehav, der lyksaligt har svaret med et JAAAA!
Men ak, ikke i 2020.
Der er landet en pragtbog om Roskilde Festival – knap 300 sider om vores pragtfulde og utopiske parallelverden. 2020 skulle have været året med Roskilde Festival nr. 50.
Roskilde Festival, som startede nøjsomt med Sound Festival på Dyrskuepladsen i Roskilde og udviklede sig til Nordeuropas største musikfestival med mere end 130.000 deltagere. Hvilket gør den til Danmarks fjerdestørste by en uge i juli.
Gennem årene er festivalen godt beskrevet i et anseeligt antal bøger, universitetsopgaver og kilometervis spalteplads i de skrevne medier.
I det tidlige forår kom meddelelsen om, at journalist på Weekendavisen Anna Ullman ville blive forfatteren til bogEN om Roskilde Festival, som ikke kun skulle være et jubilæumsskrift, men både et grundigt og et personligt vidnesbyrd om de 50 år i "smatten".
Som bekendt ændrede verdenssituationen sig totalt, og efter statsministerens historiske pressemøde 11. marts blev Danmark gradvist lukket. Det blev hurtigt klart, at der ikke blev musikfestivaler denne sommer. Så for første gang i 50 år ingen Roskilde Festival.
Minder og drømme
Ullmans bog De sidste drømmere fik udskudt udgivelsestidspunkt – og det blev naturligvis en anden bog.
De tusindvis af hungrende festivaldeltagere kunne så endelig her i det mørke efterår få lov til at drømme lidt mere intens om ”Rosseren” ved hjælp af denne enormt flotte bog.
En lækker bog i coffee tablebook-formatet; ikke let at læse i den klamme sovepose, mens regnen prikker på teltdugen. Næ, en lun lænestol, en god kop stimulans og måske Taylor Swift på anlægget. Swift, som skulle have været årets hovednavn.
Den gennemgående farve er naturligvis orange, og efter 16 siders tekstløse fantastiske fotos giver Anna Ullman sin dagsorden i prologen. ”Hvordan skal man gøre sig håb om at beskrive Roskilde Festival?” For det er en følelse, der har lagret sig i kroppen. Et ritual – altid bedre i virkeligheden end på papir. ”Vi oplever den gennem sanserne”.
Men forfatteren formår gennem et flot og flydende sprog at vækker vores sanser – festivalsanserne. Og hun er klar i mælet: ”Den er ikke tænkt som et hurraråb eller et festskrift.” Her er (heldigvis) masser af historiske oplysninger, men samtidigt reflekterer Ullman personligt over de 50 års udvikling.
De tidligere bøger er typisk skrevet af mænd, der har været med "hele vejen" – vi står over for et generationsskift, hvor nærværende bog kan se på "efter-68-tiden" om jeg så må sige "udefra". Og det har vi vist godt af …
Den tunge arv fra 68
De sidste drømmere indeholder tre store kapitler.
Første kapitel med titlen ”Et meget langt 68” indledes med fjorten skønne fotosider fra de første år på Dyrskuepladsen.
Optakten til festivalæraen er to 17- og 18-årige gymnasiaster fra Roskilde Katedralskole, der får ideen til en musikfestival. Hvor der ikke er tjek på ret meget, men med holdningen "vi finder på noget", når problemerne kommer.
Ullman har fængende overskrifter – fra ”En utjekket hippiefest” til ”Institutionaliseret oprør”. For det er jo det, det udvikler sig til. Tvind, Christiania og Roskilde Festival opstår. Men det er RF, der består, bliver en institution, som roses af alle; i Dagens Danmark fremhæves festivalen positivt af den brede politikerkreds.
Årtierne får hver deres afsnit i bogen. 1970’erne er ”Græsrøddernes generalforsamling”, her spirer et væld af vidt forskellige organisationer frem – og får gerne deres stadeplads på Roskilde Festival. I 1980’erne udvikler dette sig til en decideret "alternativby", hvor ”du kan blive frelst mindst fem steder”. Samtidigt taber venstrefløjen pusten op gennem firserne hen mod Berlinmurens fald.
I 1990’erne udtaler mangeårige leder af festivalen Leif Skov, at ”Hvis musikken er noget lort, er attraktionen væk”. Underforstået, at Roskilde primært er en musikfestival. Men han fortsætter: ”Holdningen bag er dog vigtig for en stor del af publikum.” En holdning, som er tydeligere i Roskilde end eksempelvis konkurrenten Midtfynsfestivalen.
Det er også Leif Skov, der i et interview bruger udtrykket "de sidste drømmere" – et udtryk, der er blevet til denne bogs titel. Et nøgternt udtryk, som læseren kan gi’ de farver, hen ønsker sig …
Utopi og virkelighed
I kapitlet ”Festivalens rum” berettes om mange af festivalens paradokser. Fra den naive forestilling om, at løsninger vil opstå, til en velsmurt virksomhed, der formår at virkeliggøre en uges utopi. En uge, hvor menneskefællesskab er det centrale ord. Her er både kaosstyring og købmandsskab.
I 2000 oplever vi tragedien. Eller "hændelsen", som ulykken blot omtales som. Ulykken, hvor ni unge mister livet foran Orange Scene under Pearl Jam-koncerten. Inden da var arbejdet med at kontrollere den ukontrollable frihed i gang, og herefter fik hele sikkerhedsproceduren en synlig stramning. Ullman taler om et "frirumsparadoks"; der er grænser for frirummet. Eksempelvis stopper ledelsen den russiske performancegruppe Voina, som overskrider grænser – bl.a. ved at klæbe egne plakater over festivalens sikkerhedsinstrukser.
I kapitlets sidste afsnit skriver forfatteren og feministen om de ulige magtstrukturer, der flytter med. Selvom festivalen er bevidst om, at frirummet bruges som undskyldning, når grænser overskrides, giver det Ullman mindelser om 70’ernes autoritetskritiske pædagogik. Hun mener, at ”det magtfrie rum uden hverken egotrip eller borgerlige levn er en drøm, som hippierne aldrig fik realiseret”. Korrekt; aldrig fuldt ud realiseret, men en drøm, som der kan arbejdes på. Og jeg tror, måske naivt, at viljen er der.
Musikken – rock og pop og …
Sidste store kapitel er helliget musikken.
Her er udgangspunktet, at ”68 repræsenterede en af de største kulturelle, sociale og bevidsthedsmæssige ændringer i nyere tid”. Der er altid evige diskussioner om musikprogrammet, og blandingen af etablerede navne og morgendagens stjerner er skønsom.
I begyndelsen var primært rocknavne på plakaten, men den nyere folkemusik fyldte også godt op. Lars Lilholt beretter om Roskilde Festival med sin gruppe Kræn Bysted’s i sangen fra 2018: ”Første gang på Roskilde var helt speciel / Med mit folkband i det store telt / Det var dengang publikum ku’ ligge ned / I skyggen af et omkvæd og en fed”.
Og første gang på Roskilde Festival er magisk. Spørg selv omkring dig – og festivallyset vil blive tændt i manges øjne.
Musikken har udviklet sig. Rocken er (flere gange) erklæret død, andre genrer vinder frem. Poppen har holdt sit indtog: Rihanna og hele hendes væsen lagde festivalen ned i 2003, og mange flere kvinder er (endelig) på scenen. Ullman kan tørt konstatere, at en gruppe rødstrømpers manifest fra 1970’erne om flere kvinder på scenen nu endelig bliver efterlevet – 40 år senere.
Mogens Sandfær – en af initiativtagerne i 1971 – får sidste ord i kapitlet: ”Jeg er meget glad for, at festivalen stadig lever. At den fortsætter, og at jeg stadig kan beholde drømmen om, at det at bringe folk sammen kan ændre verden.” Og han slutter: ”Jeg venter stadig på, at det kommer til at ske. Måske bliver det næste år? Hvem ved.”
Lad os drømme – og håbe
I boges epilog beskriver Ullman dyrskuepladsen juli 2020. En enlig harmonika spiller i en viadukt, og et hvidkitlet sundhedspersonale haster til de hvide testtelte.
Allerede i januar begyndte bestyrelsen at arbejde med alternative scenarier, da man fik kendskab til den dér virus i Kina. Men håbede.
Og det gør vi alle nu – håber. Håber, at vi igen kan være sammen, rigtigt sammen, om musikken. Verden bliver aldrig den samme, og der arbejdes med mange scenarier; iglotelte, rumdragter… Vi klarede 1990’ernes AIDS, vi husker ørepropper aht. tinnitus, vi arbejder på det grundlæggende – at komme hinanden ved.
De sidste drømmere er en fantastisk og velskrevet bog, hvor der hist og her dukker finurligheder op, som jeg gerne havde set flere af. Det er da morsomt, når det hemmelige politi var tilstede i 1971 ”med cottoncoat og blød filthat”. Ren Olsen-banden. Og når den korrekte kasserer gik rundt efter koncerterne og bad de stenede musikere om deres skattekort.
De sidste drømmere får os til at stoppe op. Nå ja, sådan var det. Personligt glemmer jeg aldrig en Paul McCartney på toppen af sin karriere i 2015 og en dansende Dylan sidste år. Og samtidig lærer vi af historien og har en tro på, at ”Vi kommer igen – i 2021!”
Tak for en bog, som både er så lækker – og som er så tankevækkende.
Oprindeligt skrevet af Bibzoom.