Cousteau, Mayol og alt under vand
Måske skyldes min fascination af havet en række tv udsendelser jeg så som barn. Iført sin legendariske røde tophue guidede den karismatiske franske undervandslegende (sikke et ord) Jacques-Yves Cousteau seerne rundt under vandet med afsæt i og udspring fra (formoder man) skibet Calypso.
Hip og med havhus
Cousteaus præsentation af havet og dets liv var i særklasse og han blev af samme grund en institution – også udenfor Frankrigs grænser, hvor den amerikanske singer-songwriter John Denver skrev en sang til skibet, Calypso, og blev venner med Cousteau.
Det forstår man sådan set godt, for hvem ville ikke gerne være ven med Cousteau, der opfandt ubåde, undervandskameraer og dykkerudstyr? Som om det ikke var nok, stod han også i spidsen for The Conshelf Saturation Dive Program - og det aftvang hos mig en enorm respekt, at han på den måde havde et hus under havet! Læg dertil, at han med stor selvfølgelighed og i ramme alvor bar en rød tophue. Jo, Cousteau var hip før hip.
Tilhører du en senere generation og er du derfor ikke indviet i Cousteau-hypen, så er Cousteau også den person som hyldes og parodieres i The Life Aquatic with Steve Zissou fra 2004. Filmen er også dedikeret til ham. Lær mere om Cousteaus liv i spillefilmen om ham - stream den på Filmstriben.
STREAM NU: En mand af havet om Jacques Cousteau
Hajer og Marianergraven
Det er også muligt, min fascination af havet skyldes den unge pige som i TV-udsendelsen Kvit eller Dobbelt i efteråret 1984 ikke bare imponerede mig men hele nationen med sin viden om hajer. Hun var 12, jeg var 9 og blev i løbet af udsendelsen betaget, men var dog ikke på noget tidspunkt bekymret over aldersforskellen. Til gengæld var jeg med ét slag lige så dybt fascineret af hajer som jeg var af Puk. For det hed hun.
MERE HAJ? Tjek bogen Havets kæmper lige her
En tredje kilde til min fascination kan have været den spændende historie om Jacques Piccard og Donald Walsh, som i 1960 nåede bunden af Marianergraven i batyskafen Trieste. Den byggede jeg en næsten tro kopi af ud af en tom falske til opvaskemiddel, hvorefter jeg dykkede med den. I håndvasken. Trieste, derimod, nåede næsten 11 kilometers dybde. Det var en lille månelanding. Og senere at se billeder af væsnerne, der havde tilpasset sig livet på disse dybder var både skræmmende og pirrende.
LÆS MERE: Dykkeroplevelser med Lasse Spang Olsen i Under de syv have
I øvrigt blev filminstruktøren James Cameron den tredje person til at nå bunden af Marianergraven i 2012 – og han er endda manden bag den intense The Abyss fra 1989: Filmen handler om en amerikansk atomubåd, der møder ’noget’ i dybet hvorefter den synker. Det kunne nok få en og anden til at holde sig langt væk fra de dybder. Dog ikke Cameron.
Da en af den franske filminstruktør Luc Bessons tidligste film, Le Grand Bleu, ramte de danske biografer i 1988 var jeg således mere end klar til at tage en dyb indånding og dykke ned under havet på film. Jeg vidste, at der var noget der hed et 'Jack Knife Dive' og var også allerede udstyret med både svømmefødder, dykkerkniv, dykkermaske og et hjemmelavet harpunspyd baseret på et skaft fra en rive. Altså ikke da jeg så filmen men mere sådan generelt. I hvert fald i sommerhalvåret.
LÆS MERE: Hold vejret – en bog om fridykning
Åndenød og Le Grand Bleu
Bessons film handler om to rivaliserende dykkere Enzo (Jean Reno) og Jacques (Jean-Marc Barr), der har kendt hinanden næste altid men aldrig rigtig været venner. Til gengæld har de haft den samme passion, nemlig havet og dykningen, men de mister forbindelsen da Jacques far, som også var dykker, dør.
LÆS MERE: One breath - Feediving, death and the quest…
Da vi møder dem som voksne er Jacques i Peru. Forskere skal undersøge hans unikke evne til at holde vejret i iskoldt vand, for hans evner minder om delfinens. Her møder Johanna ham første gang - og dét er så filmens kærlighedshistorie, som hverken er særlig gennemført eller særlig relevant. Det skulle da lige være fordi den understreger hvor fjern og reserveret Jacques er.
SE MERE: Stream The Big Blue på Filmstriben.dk
Da Johanna ser Jacques igen, er det til et mesterskab i fridykning, hvor Enzo – regerende verdensmester – skal dykke mod Jacques, som er den eneste der kan true ham. Her kommer Jacques og Johanna tættere på hinanden, men der er stadig en afstand som er filmens kerne, for på en måde er Jacques allerede et helt andet sted. Og rivaliseringen mellem ham og Enzo bevæger sig nu ind i et langt mere dystert og måske skæbnesvangert kapitel. Filmen ender, i hvert fald i den europæiske version, tvetydigt.
Havet i os
Vi kommer fra havet. Måske var vi endda en slags ’vandaber’, som man kan læse om i den danske fridykker Stig Åvall Severinsens bog Træk vejret. Vandet er forudsætningen for livet på jorden. Dét faktum og dén forbindelse fejrer Le Grand Bleu. Med sine smukke undervandsoptagelser, legende delfiner, kroppe der glider gennem vand og ikke mindst Eric Serras musik, som vandt en César filmpris, er det en smuk film med et stilfærdigt drama og en fin melankoli.
LÆS MERE: Lån Stig Åvall Severinsens bog Træk Vejret
På den måde er det først og fremmest en stemningsfilm. Det mest interessante er altså ikke rivaliseringen mellem Jacques og Enzo eller kærlighedshistorien, men portrættet af Jacques. Den splittelse han føler, mellem på den ene side en indadvendt ensomhed i den virkelige verden og på den anden side en dyb, spirituel samhørighed med havet, som vi har fjernet os fra. Det kommer til udtryk i en ordveksling mellem Jacques og Johanna, som spørger ham:
”Hvordan føles det at dykke?”
”Det er som at snuble men ikke falde. Det sværeste er når man når bunden.”
”Hvorfor?”
”Fordi så skal man finde på grunde til at stige op igen… og jeg har svært ved at finde en god grund.”
Bessons film er en stærk dramatiseret version af en virkelig rivalisering mellem Enzo Maiorca og Jacques Mayol. Sidstnævnte skrev i øvrigt i 1979 bogen Homo Delphinus - The Dolphin within man om mennesket spirituelle tilknytning til havet.
LÅN MAYOL: Lån Mayols bog Homo Delphinus her
Foto: Pexels, Filmstriben
