Kom godt i gang med sproget 3-6 år
Børn lærer sprog af at høre sprog. En læsestund kan være et trygt anker i hverdagen, og når forandringer banker på. Der kommer ro på, og man mærker hinanden. Højtlæsning udvikler barnets ordforråd, begrebsverden og evne til senere at læse selv. Men en læsestund knytter også bånd mellem barnet og den voksne.
Sproget har også en social betydning. Det er vigtigt for at kunne udtrykke følelser og behov, indgå i relationer og deltage i lege. Højtlæsning kan bruges til at åbne op for store spørgsmål og til at forstå både sig selv, andre mennesker og omverdenen bedre. Herunder finder du forslag til bøger at læse sammen med dit barn.
Fra 3-4 år
Mange børn begynder i børnehave, og den sproglige udvikling går stærkt. Dit barn kan danne små sætninger, som vokser til flere ord. Ordforrådet bliver større, og I kan have en samtale om det, I læser. Øv jer gerne i at ”tage tur”, så I skiftes til at tale og lytte. Husk at vente på dit barns svar.
Barnet er opmærksomt på farver og modsætninger. Det øver sig i at bruge forholdsord som under, foran og ved siden af samt flertals- og datidsformer. Hjælp dit barn ved at være tydelig i udtalen, og svar med det rigtige ord i stedet for at rette.
Forslag til bøger
Billedbøger om hverdagens gøremål og konflikter, som småbørnsfamilier genkender. Når dit barn skal lære nye ting eller igennem forandringer, kan en bog om emnet også hjælpe med at få talt om det. Understøt historierne med genstande og sanser, så sproget bliver konkret.
Få øje på sproget i daglige gøremål: Tæl tallerkner, når I dækker bord eller trin, når I går på trapper. Leg med farver, når I tager tøj på, og find modsætninger derhjemme eller på tur. Spil billedlotteri og leg huskeleg.