billede af en travl gade i Indien

Medrivende roman fra Indiens slumkvarterer

30.11.21
Djinn-patruljen på lilla linja er en medrivende, sprudlende og bevægende roman, der sætter stemme til Indiens slumkvarterer med humor og hårdslående realisme.

Vi møder i denne bog et Indien, de færreste kender. Vi møder de mennesker, der bor i slumkvartererne og lever et hårdt liv med fattigdom, korruption, frygt og farer alle vegne. Men Deepa Anappara tager os med ind under huden på disse mennesker. Vi oplever deres kampe, men også deres styrke, livsmod, gåpåmod, kærlighed, gejst og drømme.

Hovedpersonen er 9-årige Jai, som bor i et lille etrumshus med sin søster, mor og far. De har ingen rindende vand og kun lidt mad, men alligevel et fjernsyn, så de kan følge lidt med og få lidt underholdning. Jai kender ikke andet end sit liv og selvom det indimellem er hårdt, så tager han livet som det er, drømmer om mere, men priser sig lykkelig for ikke at have en far der drikker og slår, ligesom hans klassekammerat Bahadur.

Det er netop denne klassekammerats forsvinden, der er sætter romanens handling i gang. Jai elsker nemlig at se detektivserier i fjernsynet, og synes selv han er utrolig kvik og klog på det felt, så derfor beslutter han sig for, at han vil finde den forsvundne Bahadur. Med sig tager Jai sine bedste venner Faiz og Pari. Trioen drager rundt i deres kvarter, og ud hvor de aldrig har været før, imens kan vi som læsere smage, lugte, mærke og føle det Indien, de bevæger sig rundt i. Med madboderne rundt omkring, smoggen der kradser i halsen, lugten af lossepladsen og larmen af alle de mennesker, der bor og lever tæt. Men jo længere de begiver sig på deres færd desto farligere bliver det også.

Romanen er også morsom, fordi den er fortalt fra Jais perspektiv, og Jai er selvfølgelig ikke så klog, som han selv går og tror. Forfatteren formår virkelig at skrive en troværdig børnestemme, med alle de mærkelig børnelogikker, sådan et barn kan have, og den naivitet han ser verden med. Det viser sig jo så også, at veninden Pari ofte er en langt bedre detektiv end Jai, og det klukker man så lidt over. Det er denne unge drengs friske, naive, fortællervinkel, der gør det mere spiseligt at læse om de hårde levevilkår, disse mennesker eksisterer under.

Med temaer som fattigdom, undertrykkelse, klasse, korruption, uretfærdighed, racisme, venskab, familie og drømme er Deepa Anapparas bog et virkelig stærkt, rørende og farverigt portræt af en mørk del af det moderne Indien.

 

 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Djinn-patruljen på Lilla Linje : roman

Af Deepa Anappara (2021)
Da en skolekammerat forsvinder, vil 9-årige Jai opklare sagen som detektiv, men legen bliver til alvor, da flere børn...
Læs mere