Startskud til Sommerbogen

14.06.24
FORFATTERBESØG: LÆSEGLÆDE OG LÆSELYST

I går havde vi besøg af børnebogsforfatter Emil Blichfeldt på Hovedbiblioteket og en masse børn fra 4.-6 klasse fra Sydfalster Skole, Nordbyskolen, Sophieskolen og Realskolen.

Emil fortalte om sin karriere og om, hvordan den startede. Da han som barn kedede sig, begyndte han at finde på historier. Det har han gjort lige siden og i 2013, udkom Emils første bog, fantasyromanen ”Spådrømmen 1 – trolddom og knurhår”. Derfra er det bare kørt derud af, og Emil har nu udgivet hele 80 forskellige børnebøger! 

Emil fik mange gode spørgsmål undervejs fra børnene, bl.a. ”Hvilken bog har været sjovest at lave”. Emil svar var ”Verdens Værste YouTuber”, for den var så sjovt at skrive, at han selv grinte undervejs i skriveprocessen 

Man kan glæde sig over, at der kommer endnu flere fede bøger fra Emils hånd. Lige nu arbejder han på at skrive en superhelte-serie, der udkommer næste år og hedder ”Hardcore helte”.

Formålet med arrangementet var at sætte ekstra fokus på læseglæde og læselyst hos børnene, og var samtidig startskuddet til den landsdækkende bibliotekskampagne ”Sommerbogen”, der kører fra den 14. juni – 24. august.

Husk du kan læse mere om sommerbogskonkurrencen på bibliotekets hjemmeside - og at du naturligvis kan låne Emils bøger hos os.