Eno & Byrnes "My life in the bush of ghosts" - sampling pr. håndkraft

Af: Ken Nielsen

Brian Eno og David Byrnes lp My life in the bush of ghosts udkom i 1981 til stor begejstring og fascination i new wave- og art rock-kredse, og almindelig hovedrysten hos mainstreampublikummet, for så vidt at dette overhovedet stiftede bekendtskab med den. Musikken blev indspillet i 1979-80, sideløbende med Enos produktion af Talking Heads-klassikerne Fear of music og Remain in light, og jeg har altid betragtet værket som et kompromisløst supplement til dét de formidlede for det brede publikum på disse to fremragende albums. Vi taler om punk- og new wavetidens optagethed af storbyneurose og fremmedgjorthed udløst af moderne teknologi, som her får et markant udtryk ved associering med naturfolks kulturer. Sammenstillingen af det traditionelt vestlige i form af vækkelsesprædikanter, med det orientalske, formidler i sig selv en pointe om et postmoderne, identitetstruende globalt kaos - som vel at mærke bare gør sig fantastisk godt i musikalsk form.

Albummets betydning som banebryder for populærmusikken langt uden for disse begrænsede miljøer kan dog næppe overdrives, for det der i 1980 måtte realiseres ved møjsommeligt klippearbejde ved båndmaskinerne, blev kun få år senere tilgængeligt for menigmand ved brug af de første samplere til overkommelige priser. Med ét var det ikke et spørgsmål om adgang til pladestudier og teknisk kyndighed, for med sampling og sequencing kunne enhver i princippet inkorporere "fundne" lyde i egne musikalske frembringelser.

Det er dog nok et åbent spørgsmål i hvor høj grad Eno & Byrne helt konkret inspirerede senere populærmusik med karakteristiske samples som en del af udtrykket, for netop elektronikkens demokratisering af arbejdsredskaberne, hvor enhver lyd bliver et medie der potentielt kan bruges kunstnerisk, ville under alle omstændigheder givetvis af sig selv have ført til lignende nyskabelser. Fundne lyde havde været brugt i populærmusikken i adskillige år, bl. a. den gassende motorcykellyd i The Shangri-Las' Leader of the pack (1964) eller i The Beatles' berømte brug af en radioopførelse af Shakespeares King Lear på "I am the walrus" (1967), eller måske allermest dramatisk som en del af det narrative udtryk på Pink Floyds Dark side of the moon (1973), hvor de løsrevne interviewbrudstykker fortæller historien mindst lige så meget som sangteksterne gør det. Det er derfor også logisk at netop Pink Floyds Richard Wright opfattede MLITBOG som en øjenåbner:

"This knocked me sideways when I first heard it - full of drum loops, samples and soundscapes, stuff that we really take for granted now, but which was unheard of in all but the most progressive musical circles at the time".

Hvor Eno & Byrne måske for alvor var nyskabende var ikke blot i den kendsgerning at alle stemmer på MLITBOG var hentet udefra, men også ved at radiooptagelser af stemmer der slet ikke var sang blev bearbejdet så de indgik i numrene som sådan. Det var nok først og fremmest denne overrumplende kontrast mellem heftig funk, orientalske stemmer og tale optaget i helt umusikalsk sammenhæng, der delte albummets lyttere i uforenelige lejre. Glad og underholdende etno-pop som f. eks. Deep Forests Sweet lullaby og Transglobal Undergrounds Dopi gjorde, med eller uden inspiration fra Eno & Byrne, noget af udtrykket til mainstream i de følgende år, men én ting er sjov og kitsch til dansegulvet, en anden er oplevelsen af radioprædikanter og eksorcister der uden deres vidende bliver gjort til musik. Eno & Byrne skriver i noterne til den remasterde og let omredigerede udgave fra albummet fra 2005 om den uro dette afføder i lytteren:

"In the West, anyway, the causal link between the author and performer is strong. For instance, it is assumed that I write lyrics (and the accompanying music) for songs because I have something I need to “express” ... I find that more often, on the contrary, it is the music and the lyric that trigger the emotion within me rather than the other way around ... the surprising thing is that vocals that we didn't write or even sing can make us feel a gamut of emotions just as much as ones that we wrote. In a way making music is constructing machines that, when successful, dredge up emotions ... Some people find this idea repulsive, for it seems to relegate the artist to the level of trickster, manipulator, deceiver. They would prefer to see music as an "expression" of emotion rather than a generator of it, to believe in the artist as someone with something to "say." This queasiness is connected with the idea of authencity as well, that, for example, musicians who "appear" down-home must be more real".

I dag har udbredelsen af samplingteknologien og de utallige cd-udgivelser, der bevidst eller ubevidst går i Eno & Byrnes fodspor, antageligt gjort denne "repulsion" og "queasiness" til en anakronisme. Ikke bare via musik, men i film, reklamer og i de lydtapeter ingen kan undgå at bevæge sig i, formidles et nyt paradigme hvor lyd er et råmateriale der kan bruges efter forgodtbefindende. Alligevel bliver MLITBOG nok aldrig mainstream, fordi virkemidlerne bruges så voldsomt som de gør i numre hvor "sangen" er en eksorcisme eller opstemte radioprædikanter. Der er stadig et skel mellem lyttere der kun vil masseres behageligt, og lyttere der også kan lide at blive udfordret af noget de fleste opfatter som skingert.

Det gælder for alle klassiske pop-albums at der også er en interessant historie om værkets tilblivelse, dets rødder, og de numre og varianter der ikke kom med på den endelige udgivelse. MLITBOG er ingen undtagelse, og nye lyttere bør vide at det album der er tilgængeligt i dag afviger afgørende fra lp'en på især ét punkt, nemlig ved at nummeret Qur'an nu er erstattet af "Very, very hungry". "Qur'an" brugte som vokalspor en messende recitation af vers fra Koranen, hvilket førte til en diskret henvendelse fra The Islamic Council of Great Britain, der ikke brød sig om hvad de hørte. Eno & Byrne fjernede  derfor efterfølgende nummeret, og historien nævnes ikke på noterne til cd-genudgivelsen.

At bruge feltoptagelser af etniske sangere var i sig selv noget der medførte etiske og juridiske overvejelser og problemer, hvilket bliver udførligt beskrevet og analyseret af professor Steven Feld (University of New Mexico, Oslo Universitet) og lektor Annemette Kirkegaard (KU) i Entangled Complicities in the Prehistory of "World Music": Poul Rovsing Olsen and Jean Jenkins Encounter Brian Eno and David Byrne in the Bush of Ghosts. Én ting er dog juraen og etikken, en anden er det dilemma der også blev kendt i 1960'erne, hvor Ravi Shankar ofte beklagede sig over den overfladiske brug af sitarmusik i hippiernes rockmusik: At til trods for afkontekstualiseringen og den manglende ærbødighed står alligevel den kendsgerning tilbage, at denne musik nu i det mindste bliver hørt, hvor den førhen var forbeholdt en inderkreds af finkulturelle æggehoveder.

Genudgivelsen fra 2005 inkluderer også flere interessante outtakes, men ligesom det var tilfældet med "Qur'an" er Into the spirit world, forløberen for eksorcismenummeret "The Jezebel spirit", stadig ikke officielt tilgængelig. Dette nummer brugte en recitation af faith healeren og sektlederen Kathryn Kuhlman med akkompagnement af det samme lydspor, men hendes bo afslog at give tilladelse til dens brug. Ingen tvivl om at "The Jezebel spirit" er et langt mere hårdtslående intenst nummer end den oprindelige version, men Kuhlmans lettere forrykte stemme gør den alligevel værd at høre.

Først bragt på Bibzoom 22.8. 2013

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.