Too late to stop now

Af: Steffen Kronborg

Van Morrison – eller som hans borgerlige navn lyder: George Ivan Morrison – fylder 75 år den 31. august, og dermed har han været en del af mit liv i ca. 55 år. Lige siden jeg begyndte at høre rockmusik i midten af tresserne, har jeg lyttet til Van Morrisons musik, først i form af pladerne med den nordirske gruppe Them og siden via Morrisons egne soloudgivelser. Og dem er der mange af! Van Morrison har efter starten med Them udsendt knap 50 soloplader (inkl. live-pladerne), og han har igennem sin knap 60-årige karriere aldrig været langt borte fra musikscenen. Gennem alle årene har der som regel kun været et enkelt eller højst to år mellem hans pladeudgivelser, hvilket er en helt forbløffende og temmelig enestående konsistens på et marked, hvor opbrud og afbrudte karrierer snarere er reglen end undtagelsen. En af årsagerne til den omfattende og stilistisk sammenhængende produktion skal sikkert findes i titlen på en af hans udgivelser: ”Keep it simple”.

Van Morrisons varemærke frem for noget er hans karakteristiske stemme, som altid gør det let at spotte musikerens medvirken på et nummer, uanset om det drejer sig om musik inden for blues, rhythm 'n' blues, jazz, soul, gospel eller noget helt sjette. Van Morrison har i årenes løb altid bevæget sig ubesværet mellem musikgenrerne, og ofte har han blandet genrerne, så de passede bedst muligt til hans helt unikke sangforedrag. Desuden har Morrison altid forstået at omgive sig med de bedste musikere, og den kombination har hen ad vejen kastet en helt exceptionel række gode sange af sig. Det er sigende, at en opsamling af sangerens bedste sange ikke kan klares på en enkelt eller to cd'er, men strækker sig over hele tre cd'er (hvor den ene er en dobbelt-cd!) med fællestitlen ”The best of Van Morrison” – og så mangler der endda stadig en række af Morrisons signatursange på cd-sættet. Sådan ser en succesfuld musikkarriere ud!

Mine egne favoritter

Hvis jeg her i forbindelse med Van Morrisons 75 års fødselsdag skulle pege på nogle højdepunkter i karrieren, må det nødvendigvis pga. de mange hits blive et helt personligt udvalg (som jeg dog nok deler med en del andre Morrison-fans). De store singlehits med Them fra tresserne som ”Baby please don't go” og ”Here comes the night” (begge skrevet af produceren Bert Berns) satte lige fra begyndelsen barren ualmindelig højt for den type r'n'b–musik, der gik sin sejrsgang i England i midttresserne. Disse numre lyder i dag præcis lige så friske og dynamiske som dengang for mere end 50 år siden. Imponerende! Da Van Morrison efter tiden med Them gik solo, lagde han ud med endnu en født klassiker, ”Brown eyed girl”; men derefter brød han uventet hit-mønstret med den vibrerende og til tider helt uhåndgribelige musik på lp'en Astral weeks (1968), der ved udgivelsen var lidt af en fiasko, men som siden har opnået klassikerstatus.

I 1970 udkom så den plade, jeg fortsat betragter som Morrisons finest hour nogensinde, lp'en Moondance – en fuldstændig helstøbt plade, som han ikke har overgået hverken før eller siden (henvisning her til artikler om Moondance). Men det betyder ikke, at han ikke har forsøgt på det. lp'erne Tupelo honey (1971) og Saint Dominics preview (1972) udstråler næsten den samme koncentration og energi som Moondance, men når dog ikke helt dennes ekstremt høje kvalitetsniveau. Mange af de følgende udgivelser var ikke båret af samme helhedssyn som de tidligste lp'er, men rummede glimrende enkeltsange, som i dag er med til at fylde godt op i Van Morrisons enorme bagkatalog af hits: ”Days like this”, ”The healing game”, ”Queen of the slipstream”, ”Have I told you lately”, osv. osv. De gode sange står i kø for at blive fremhævet, ligesom de gør på Van Morrisons opsamlingsplader, som man nok skal være gjort af sten for ikke at blive berørt af ved en gennemlytning.

Man kunne forestille sig, at Van Morrison efterhånden syntes, at han havde aftjent sin værnepligt på musikfronten; men der er ikke noget i de senere års aktiviteter, der tyder på, at han har tænkt sig at hvile på laurbærrene – eller for den sags skyld bare sætte farten ned. Måske skyldes hans fortsatte arbejdsiver den konstatering, som også fremgår af titlen på et af hans live-albums: Too late to stop now – eller også fortsætter han bare (som mange andre musikere) med at gøre det, han er bedst til: lave musik. Uanset hvad er der ingen grund til at ønske, at Morrison falder til ro, når han på sine senere udgivelser kan præsentere så flot musik som den, man finder på f.eks. Keep me singing (2016) og Duets (2015). Ren vellyd. Van Morrisons hidtil seneste udspil er cd'en Three chords & the truth (2019), hvor man måske ikke ligefrem møder selve ”sandheden” – men hvor man i hvert fald fint fornemmer, hvordan Van Morrison fortsat forstår at udnytte de talenter, Vorherre har givet ham i fødselsgave – først og fremmest en gylden stemme.

Tak for alle sangene og et stort tillykke med den halvrunde fødselsdag skal lyde herfra!

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.