Læsehunden Dusty hjælper børn, der har læseudfordringer

Hjælp til læsningen med Læsehunden Dusty

19.11.19
Kender du et barn, som har svært ved at læse? Så lad barnet møde og læse højt for Læsehunden Dusty.

Dusty er en engelsk Cocker Spaniel. Han elsker at blive nusset og kælet for og er en hund efter gode historier - især når de bliver læst højt af børn.

Kender du et barn med læseudfordringer, som har lyst til at læse sammen med Dusty, kan du kontakte Foreningen Læsehunde og lave en aftale.

Kontakt foreningen Læsehunde

Mød Dusty

Mandag den 9. december kigger Dusty sammen med sin ejer Jannie forbi Hovedbiblioteket. Har du lyst til at hilse på læsehunden eller høre mere om ordningen, så kig forbi Aktivitetsrummet mellem kl. 14-16.00.

Læseforløb af seks gange

Et forløb med Læsehunden Dusty løber over seks gange og alle møderne foregår mandag eftermiddag i tidsrummet kl. 13.30 til 16.30 i Aktivitetsrummet på Hovedbiblioteket.

Du kan læse mere om Dusty her

Børn med læseudfordringer

Godt og vel 15 procent af alle danske skolebørn har en læseudfordring og mange af dem har samtidig mistet lysten til at læse.

Derfor oplever forældre ofte, at det kan være svært at motivere barnet til at øve læsningen hjemme.

Det kan også være udfordrende at træne højtlæsningen i klassen, hvis man er usikker på, om klassekammeraterne kan finde på at grine, hvis man læser forkert.

Går ud over skoleglæden

Når bogstaverne driller, kan det gå ud over barnets skoleglæde og selvtillid, da læsning indgår bredt i mange fag. Vi ved, at det er vigtigt at sætte tidligt ind og motivere barnet til et liv med ord.

Her kan en Læsehund som Dusty være med til at tilbyde ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid hos barnet, så barnet bliver motiveret og får en øget læselyst.

Læs mere om, hvad en Læsehund kan